Faste tilbud
Musikraketten
Musikraketten er en legegruppe i Børnehuset som gennem forskellige øvelser i talesprogets strukturer og funktioner fremmer udviklingen af det talte sprog og generel sprogforståelse. Musikraketten er for børn, samt relevante søskende, med særlige vanskeligheder i forhold til sprog. Med musikraketten vil vi primært forsøge at fremme børnenes sprogforståelse samt deres talte sprog. En sekundær gevinst vil være en udvikling af børnenes sociale kompetencer.
I et kreativt og planlagt forløb, i et kendt miljø med en forudsigelig struktur, arbejder vi med leg, bevægelse og musik. Formålet er bl.a. at fremme børnenes sproglige opmærksomhed, sprogets “fonemer”, begreber og forståelse. Den eksterne konsulent Dorthe Gudmundsen står for det faglige musiske indhold af Musikraketten. Dorthe er uddannet musiklærer og har mange års erfaring indenfor musik, rytmik og drama med fokus på sprogudvikling, både i forhold til børn generelt, men også i forhold til børn med særlige vanskeligheder og behov.
Mødregruppe
Mødregruppen er arrangementer for alle mødre til børn i Børnehuset samt Børnehusets kvindelige personale. Mødregruppen mødes ca. 2 gange pr. kvartal. Formålet med Mødregruppen er:
- at give mødrene energifyldte og vedkommende oplevelser og socialt samvær. At mødrene får energi i deres kvindeliv således at der er mere overskud at give af i mor- livet.
- at mødrene og de kvindelige medarbejdere møder hinanden i andre omgivelser og dermed får lov til at se andre sider af hinanden. Det syntes vigtig i relationsdannelsen, at vi har gode fælles oplevelser sammen at tære på, når de mere alvorlige samtaler skal tages.
Fædregruppe
Tilsvarende Mødregruppen har børnehuset en Fædregruppe, der holder arrangementer for alle fædre i Børnehuset samt Børnehusets mandlige personale ud fra samme grundprincipper som hos Mødregruppen.
Børnegruppe
Børnehusets børn er alle tilknyttet en Børnegruppe. I Børnegruppen oplever børnene, at deres Børnegruppe er et sted, hvor vi både har det sjovt sammen og hvor vi også kan tale om, hvad vi kan gøre, når vi bliver vrede, bange, kede af det, eller har det svært i vores familie, i skolen eller med vennerne.
Børnene oplever, at Børnegruppen er et sted, hvor vi kan lære at blive bedre til forskellige ting og hvor vi kan øve os sammen i at tale om tanker og følelser, og i hvordan man kan være en god kammerat og i det hele taget sige fra og til.
Når børnene mødes med ligestillede jævnaldrende i rolige, trygge og forudsigelige rammer, kan de have nemmere ved at dele svære følelser med hinanden, end når alle skal fungere i en travl hverdag. Det gælder også i en travl Børnehus-hverdag, som vi prøver at gøre god og glad og som er fyldt med børn og voksne og forskellige gøremål, og hvor der er stor selvbestemmelse i forhold til hvem man vil være sammen med og hvad man eventuelt har lyst til at tale om.
Vi har dannet Børnegrupperne ud fra køns- og alderskriterier. Meningen med Børnegrupperne er blandt andet, at børnene kan få en forståelse af, at de ikke er alene om at føle det de gør, at andre forstår, når der bliver talt om ensomhed, uretfærdighed, vrede, skyld mv. Børnene kan her opnå en oplevelse af fællesskab, hvor de ikke føler sig isolerede eller forkerte.
De voksne medarbejderes rolle er at guide børnene igennem de følelser, der kan opstå, når man har, og har haft det vanskeligt i livet. Vores tilgang er ikke kun at tale om problemerne, men i høj grad også at finde ressourcerne hos børnene, så vi kan gøre opmærksom på dem. Vi har en narrativ tilgang til det børnene fortæller, således at vi sammen, gennem børnenes historier, skaber en ny og anderledes vinkel, evt. en ny måde at fortælle sin historie på.
Pigeliv
Pigeliv er et projekt for de største piger i Børnehuset med fokus på deres kommende ungdomsliv.
Formålet er at give pigerne en god start på deres pubertet og ungdomsliv, samt i samarbejde med pigerne, at gøre et forsøg på at håndtere deres problematikker og give værktøjer til at møde evt. kommende problematikker i deres liv.
Et emne for arbejdet er pigernes selvbillede som i nogen grad kan være forvrænget, hvilket kan give sig udtryk i urealistisk personificering med idoler, medløberi uden egen mening og kritisk sans samt ekstrem grænsesøgning. Et redskab til at arbejde med eget selvbillede er narrative livsfortællinger, hvor pigerne får mulighed for at fortælle om deres liv. Det er her målet, at pigerne ved at fortælle deres egen historie får nye oplevelser ved deres liv og andre måder at opfatte sig selv på. Andre emner for Pigeliv er: Selvværd, Hygiejne og kropsbevidsthed.
Pigeliv vil tit være et projekt der lægges i overgangen fra Buen til Buen 12 +.
Drengegruppe: “Kun for drenge – Forbudt for piger”
En gruppe af de mindre drenge i Børnehuset, som er oprettet med det formål at træne sociale færdigheder såsom at lytte, tale og vente på hinanden, være en god kammerat og kunne løse konflikter. Gruppen laver aktiviteter, hvor der er god plads til at være dreng. Gruppen har tilknyttet tre mandlige medarbejdere fra Børnehuset.
Lektielæsning
Det er et vilkår, at børn laver lektier. I Børnehuset er der fast lektiehjælp hver børnehusdag. Dels fra det almindelige pædagogiske personale og dels fra en tilknyttet skolelærer, som også deltager i evt. møder med skolen etc.
Værkstedsaktiviteter
Børnehuset tilbyder værkstedsaktiviteter på de fleste børnehusdage, undtaget på de dage, hvor vi er på ture ud af huset. Aktiviteterne er alsidigt stimulerende og tilgodeser alders-spredning og køn. Aktiviteterne er et tilbud, der rummer mulighed for individuel fordybelse samt udvikling af sociale kompetencer.
For at skabe rum for koncentration og optimalt nærvær barn/voksen og barn/barn har vi valgt, at der må være 4 børn og min. 1 voksen omkring aktiviteten ad gangen. Vi har f.eks. introduceret billedfremstilling uden tema men, hvor aktiviteten foregår – i det omfang børnene finder det motiverende – til musik af f.eks. W.A. Mozart. Materialekendskab er centralt og vi bestræber os på udelukkende at tage udgangspunkt i, at børnene kun arbejder med primærfarverne (blå, rød og gul) i høj pigmentering, sådan at de selv kan blande deres farver. Derudover arbejder vi med decoupage af materialer, vi har indsamlet på en strandtur samt laver stenfigurer til ude- og indebrug, laver knytning af smykker, billedmodifikation, ”Andy Warhol” portrætter, skrammelskulpturer, pileflet etc.
I forhold til værkstedsetik, ønsker vi at sætte fokus på ansvarlighed både i forhold til materialehåndtering, og i at være opmærksomme på hinandens behov: Lukke hinandens forklæde; være opmærksom på, hvilke materialer den anden brug for, som man har mulighed for at sørge for at række til den anden; udveksling af erfaring vedrørende effekter og kombinationer, så vi deler vores viden og ikke mindst signalerer, at her er det ok at lave fejl, ok at det ikke går, som vi havde regnet med, for det der går galt, siger meget om det, der skal til for at det går godt. Ikke mindst er det dejligt at være skabende af et produkt, som måske kan bruges som gave til mor eller far.


