Forældresamarbejde
Børnehuset tillægger forældresamarbejdet afgørende betydning. Fælles viden og gensidig tillid er en hjørnesten i arbejdet.
Børnehuset har en række tilbud til forældrene. Der afholdes fx middage for den enkelte familie med deres kontaktperson samt ovennævnte mødre/fædrearrangementer, hvor mødrene fx kommer til make-upaften, i teatret eller lignende og mændene f.eks. til Bowling.
Der er ligeledes familieaktiviteter, hvor hele familien, dvs. også evt. ikke-indskrevne søskende, sammen med kontaktpersonen, er på tur. Eksempler på dette er ture til Eksperimentariet, Tivoli, Bakken etc. Der er også aktiviteter, hvor alle Børnehusets familier sammen med personalet er på tur. Eksempler på dette er skovtur, juletræsfest etc.
Børnehuset tilbyder forældrene støtte i forbindelse med vigtige begivenheder i børnenes/familiens liv som fx afholdelse af børnenes fødselsdage, konfirmationer og lignende.
Forældre og Børnehuset samarbejder med de instanser, der er omkring barnet og har indflydelse på barnets liv og trivsel såsom skole, institutioner, fritidsliv, PPR og andet.
Forældre er derudover altid orienteret om hvilket samarbejde, der foregår med eksterne samarbejdspartnere; ligesom det tilstræbes i videst mulige omfang at forældrene deltager i Børnehusets møder med disse samarbejdspartnere.
