FIRBENEDE PÆDAGOGER

Gitte: Børnehuset Buen er et familiebehandlingstilbud under Hillerød
Kommune. I Børnehuset er vi gennem de senere år – efterhånden en fem
års tid – også begyndt at arbejde med at bruge dyr – et dyrebart
værktøj, kalder vi det – i vores arbejde med de udsatte børn og unge,
som er tilknyttet her.

Gitte: Hej.

Bettina: Hej. Kom indenfor.

Gitte: Lortevejr de har bestilt til os.

Bettina: Ja, undskyld.

Alexandra: Jeg tager den næste.

Gitte: Hvem skal have hvad?

Alle børn: Jeg vil have kylling.

Gitte: Det med hestene startede egentlig med, at jeg jo har heste. Og
de var placeret sådan hensigtsmæssigt for mig i nærheden af mit
arbejde, så jeg kunne få dem mest brugt. Og det gjorde så også, at jeg
tog børnene med ud til hestene, hvor de kunne klappe dem og få en
ridetur. Og i det oplevede jeg, at der var noget helt specielt mellem
børn og dyr med den omsorg og empati, der var, og de snakke vi kunne
have sammen her omkring, hvad mon hesten mente her, og hvad er et godt
hesteliv og et godt børneliv. Så jeg blev rigtig meget nysgerrig på,
hvad mon der kunne bo af muligheder i at bruge heste som en fast del
af det arbejde, vi har i Børnehuset. Noget af det, der kan være
vigtigt omkring samarbejdet med hesten, det er fx, at børn kan komme
fra skolen og have oplevet sig i en position, hvor de ikke har været
velkomne hos kammeraterne. Måske er det helt reelt, måske har det bare
været en tanke, de har haft. Hestene er i nuet, og de opfatter dig,
som du er. Så kommer du ind ad døren og er opfarende og råbende, så
vender hesten simpelthen hovedet væk og tænker: Det har jeg ikke lyst
til at samarbejde med. Så snart du bliver i ro og selv byder hesten
velkommen og får opmærksomheden, så får du også en kvittering fra
hesten med det samme. Den vil straks vende hovedet og kigge på dig og
se: Er det noget, I to skal sammen? Det er en rigtig fin ting at kunne
bruge hos de børn, som nogle gange får en adfærd ovre i skolen, som
faktisk får skubbet kammeraterne væk i stedet for at få dem til sig og
se, at når jeg er på en særlig måde, så får jeg faktisk skubbet nogen
fra mig. Og når jeg er på en anden måde, så opstår der en form for
samarbejde. Nogle gange kommer der direkte paralleller, som kan drages
over i børnenes andet liv ude blandt deres kammerater.

Gitte: Kan I huske, da vi var på skovtur sammen sidst lige inden jul?

Alexandra: Ja.

Gitte: Den tur, hvor vi var rigtig mange … hvad var det nu, de lavede
af ballade?

Alexandra: De galopperede.  Asni galopperede over marken, og Nori
lavede et eller andet galopspring

Gitte: Bukke-spring – sring med dig.

Alexandra: Ja.

Gitte: Blev du nervøs?

Alexandra: Nej.

Gitte: Slet ikke?

Alexandra: Nej

Gitte: Er der nogen steder, det er sjovere at ride end andre?

Maria: Ja, når vi skal springe.

Gitte: Når vi skal springe. Er det det sjoveste?

Maria: Ja.

Gitte: Jeg troede, det var, når vi var i skoven.

Maria: Også det.

Gitte: Det, som børnene finder ud af i relationen og samarbejdet med
hesten, det er netop det, at hesten er ikke så lille et dyr, som man
bare kan få til at gøre, som man vil, med mindre man får lavet et
ordentligt samarbejde mellem sig selv og hesten. Det at kunne flytte
sig ud og tænke: Hvordan er det at være hest? Hvordan behandler man
dem ordentligt? Hvordan passer man dem ordentligt? Og hvordan får jeg
givet den nogle signaler, så vi opnår noget sammen? Den opmærksomhed,
som ikke bare er: Det bliver på min måde! Men at vi skal gøre det
sammen. Den er rigtig vigtig for alle. Men også meget vigtig for vores
børn. Når dagen slutter. Når hestene har fået deres mad, når de har
fået deres halm ude på deres fold og vi så er helt færdige ved
stalden, så rykker vi tilbage ind hos Bettina og slutter af med lidt
eftermiddags/tidlig aften-hygge med en kage eller noget andet til den
søde tand. Og så kommer forældrene og får en kop kaffe, hvis de har
tid til det, og henter deres børn og hører lige lidt om dagens
bedrifter på hesteryg.

Gitte: Hvad er det med det der med ridning. Prøv at sig lidt om det
der med at gå til ridning.

Maria: Jeg synes, det er rigtig spændende at vide meget om heste, og
jeg synes, det er sjovt at ride. Fordi jeg synes, jeg bliver meget
gladere, når jeg er ude at ride på Katla.

Gitte: Ok, hvad med dig, Alex. Du får kys nu kan jeg se.

Alexandra: Jeg synes, det er rart at være ude hos hestene. Så føler
man bare, at man er helt alene sammen med den, og man kan ride, når
man har lyst.

Gitte: Hvem er det, I rider på?

Alexandra: Katla og nogle gange Asli.

Gitte: Og nogle gange Asni. Og hvordan er det, de har det med hinanden
de to? Hvem er Asni i forhold til Katla?

Alexandra: Asni han er Katlas dreng.

Gitte: Det er rigtigt. Kan I huske, hvor lille han var, da I så ham første gang?

Alexandra: Ja. Og han var stadigvæk også fræk der.

Gitte: Ja, det var han.

Alexandra: Han gad heller ikke ind i stalden og alt det der.

Gitte: Nej. Det kan jeg godt huske, vi snakkede rigtig meget om. At
han faktisk ikke lyttede særlig meget efter, hvad hans mor sagde.

Begge piger: Ja.

Gitte: Er der andre, der heller ikke gør det?

Alexandra: Nej.

Gitte: Er der nogle børn, der kan finde på heller ikke at lytte til deres mor?

Maria: Ja. Molly

Gitte: Ja. Det kan jeg huske, vi snakkede rigtig meget om, at han
faktisk var ligesom børn.

Piger: Ja.

Peter: Det, jeg ved om Molly, det er, at hun er en kollega til mig her
i Børnehuset. Hun er ansat til at være med i det pædagogiske arbejde
med børnene og familierne her.

Piger: Molly er en hund.

Gitte: Molly hun er Børnehusets hund. Dvs. jeg ejer hende, men hun
castet til rolle at være Børnehusets hund.

Adam: Gitte hun fandt Molly i Grækenland, og så kom hun her til
Børnehuset med Molly pga., at børn skulle lære at være sammen med dyr.
Og så skal de også passe meget godt på hende. Og det, Molly synes er
rigtig irriterende, det er, hvis man går hen til hende og sparker
hende. Det kan hun jo ikke lide, vel?

Pige: Det er dejligt med en hund, når man er barn. Det er …

Pige: Den kan lege.

Pige: Ja, og når man har en hund, så er man ikke så ensom.

Pige: Grunden til, at børn godt kan lide hunde, det er, at så har man
en ven at lege med derhjemme

Pige: Det er også, fordi de er omsorgsfulde og kærlige, og de holder
meget af én, især når man leger med dem.

Pige: Hvis man kommer herned efter skole, og man ikke har lyst til at
tale med nogen, så kan man bare lege med Molly.

Pige: Den trøster én. Den kan mærke, hvis man er ked af det. Ja, så
går den hen og gør sådan her. Noget i den retning.

Pige: Sådan her?

Pige: Ja. Det er dens måde at sige Sådan på.

Pige: At det er ok, at jeg er her og sådan noget.

Sang:
Mig og Molly
Vi er skøre begge to
Med hinanden

Gitte: Hun møder hver dag på arbejde i Børnehuset. Hun har de samme
arbejdstider som mig af logistik-mæssige årsager, men hun har sit helt
eget liv i Børnehuset, så det betyder, at jeg ikke nødvendigvis er her
… her i huset. Men hun er her.

Dreng: Engang var jeg ude og gå med Molly, og der gik vi lidt langt,
men hun lavede to lorte lige foran mig selv. Og så tissede hun op ad
mig. Men det heldige var, at én af gangene tissede hun op af træet.

Natascha: Man har fundet ud af, at børns indlevelsesevne bliver meget
bedre, hvis de er sammen med dyr. Og Molly er rigtig god til børn, der
måske har svært ved at snakke med andre børn. Eller har lidt
adfærdsproblemer. Der er Molly rigtig god til at berolige dem og lege
med dem, og hun er bare så sød, Molly. Ja, og de går ture med hende
selv. Fordi nogle gange har de brug for at være lidt alene. Hvis de
har været lidt sure. Så kan de godt gå en tur rundt om Børnehuset. Så
får de en lille sludder med Molly, og hun synes bare, det er rart. Man
har jo fundet ud af, at det er jo rigtig godt, hvis du er i et rum
alene, at der bare er en hund eller et hamster eller … Bare det at der
er noget. En anden sans. Af et dyr. Som lige kommer og siger hej, mens
du laver lektier eller er ked af det. Så er de rigtig gode til mærke,
at du er ked af det og kommer og trøster dig. Det kan man godt se
hernede.

Gitte: Molly kalder vi ikke en terapihund, men hun er en hund, som vi
kan sige, vi kalder et dyrebart værktøj i vores arbejde med børnene,
og hendes funktion er at dels give stjernestunder, men også det med
kontakten og empatien mellem børn og dyr, som vi mener, at Molly er
med til at udvikle, og som kan være en vigtig kompetence i forhold til
også at udvikle børns empati, kontakt og relationer til andre.

Dreng: Synger: Molly, hun er en hund, jeg er glad for. Hun er pæn og
sød og rar. Hun er sød mod mig. Så jeg sød mod hende. Og jeg elsker
hende.

Dreng: Vov, vov, vov

Dreng: Synger: Vuffeluffi luffi luffi luffi luffi luf

Gitte: Vi oplevede bl.a. at kærligheden til Molly fra børnenes side
gjorde, at børnene var meget skærpede omkring af forstå Molly. De
ville rigtig gerne kunne forstå, hvordan hun havde det. Alle elsker
Molly, men elsker Molly også os? Og derfor besluttede vi, at vi ville
prøve at arbejde med en hundeterapeut og nogle børn sammen i forhold
til at se: Hvad sker der, når børn lærer at forstå hundens signaler,
og kan det betyde en større opmærksomhed i forhold til andre
menneskers signaler?
Efter vi i en periode har haft Molly og har brugt hestene i Børnehuset
som en del af vores arbejde, så opdagede vi jo – vi vidste, det var på
et vist grundlag, og vi kunne se, det var en rigtig god idé – men vi
oplevede også, at det kunne noget, som vi egentlig blev mere
nysgerrige på at gå tættere på, og derfor besluttede vi at lave et
decideret heste-terapiforløb, hvor vi købte os ind med en gruppe af
børn ude hos Helena Turunen. Da vi havde besluttet os for muligheden
for rideterapi til en gruppe af børn, hvor det er vigtigt at udvælge
de børn, som vi tænkte kunne have rigtig meget glæde af det. Der var
nogle forskellige parametre, som var vigtige, og bl.a. var det jo, at
de alle havde en relation til dyr. De kiggede hen og kunne forstå
noget  lystbetonet omkring det. Det næste var, at de alle har noget
med relationen til jævnaldrende, også til andre voksne, som er et tema
i deres liv.

Helle: Det er jo sådan set lidt spændende, det vi skal i dag. Vi skal
op og møde nogle heste. Nogle specielle heste. Hos en speciel dame, en
speciel ridelærer. Men jeg ved ikke rigtig så meget om det, så det
bliver spændende at se, hvad det er, vi skal lave.

Maja: Vi skal ud til nogle heste.

Interviewer: Ja. Prøv at kig på mig nu.

Dreng: Vi skal til hestene lige nu. Et eller andet heste-noget.

Maja: Åh, jeg elsker heste.

Dreng: Ja, hun elsker heste.

Maja: Jeg har fire, fordi at det gør jeg.

Interviewer: Hvor lang tid har du redet, Maja?

Maja: Tre år.

Interviewer: Du har redet i tre år?

Gitte: Når vi valgte at arbejde med Helena Turunen, som er det sted,
hvor børnene gik i hesteterapi, så er det fordi, at det er rigtig
vigtigt for mig, at når vi tager ud og bruger andre steder, og jeg har
børnene med, som ikke er mine egne børn, men forældrenes børn, så skal
jeg kunne stå inde for det.

Monique: Det, vi går til, det hedder rideterapi.

Interviewer: Og hvad er det for noget?

Monique: Det er, hvor man lærer at ride på en anden måde, end man gør
på en normal rideskole.

Pædagog: Monique har været rigtig glad for at deltage i forløbet. Hun
har haft en lille smule anderledes forløb end de andre ved det, at hun
har haft senere fri fra skole, så hun er kommet senere derop. Så hun
har faktisk haft én af os, der har hentet hende alene. Hun har spist
sin madpakke i bilen derop. Og hun har haft alenetid med hest og den
voksne, der er tilknyttet stedet, inden hun ligesom er kommet ud på
ridebanen.

Pædagog: Som pædagoger har vores opgave været at skabe en tryg ramme
omkring det her forløb, som børnene har gået til. Det har vi gjort
bl.a. ved, at det er os, som har kørt børnene frem og tilbage. Så har
vi lavet nogle små ritualer med nogle madpakker, som de har fået, når
vi har kørt på turen, så de har spist inden forløbet. Og så har vi
været i baggrunden. Vi har ikke været en del af denne her terapi, og
vi har også fået besked på at holde os i baggrunden, men børnene har
hele tiden været klar over, at vi var der. Så vi har kunnet træde til,
hvis det har været nødvendigt.

Helena: Jeg hedder Helena. Hvad hedder du?

Jackie: Jackie.

Helena: Jackie. Hej. Jeg hedder Helena.

Maja: Maja.

Helena: Og du hedder Maja. Vekommen til.

Maja: Tak.

Helena: Det er jer, der skal ride her hos os.
Goddag. Hej. Helena hedder jeg.

Monique: Monique.

Helena: Er det dig, der skal gå til ridning her?

Monique: Ja.

Helena: Dejligt. Du er lige kommet fra skole?

Monique: Ja.

Pædagog: De har hver haft tilknyttet en voksen fra stedet, og der er
de så gået ud i stalden til dem, og så har de været ovre og hente
hesten på folden, tager dem ind og strigler dem og sadler dem op og
gør dem klar til ridningen.

Helena: Han spørger: Skal vi ikke bare blive her? Siger han. Og så
siger du: Næh, det skal vi ikke, nu skal du gå. Han skal kun gøre det,
du beder ham om, og det har han lidt svært ved. Han siger hele tiden:
Skal vi ikke gøre det her? Skal vi ikke gøre det her?

Jackie: Men det skal vi bare ikke.

Helena: Det skal vi bare ikke. Han skal gøre det, du beder ham om. Slut prut.

Helena: I dag er så første gang, at jeres børn kommer i rideterapi hos
os, og når det er første gang, så plejer vi altid at bruge rigtig lang
tid på lige at lade hestene og børnene lære hinanden at kende. Så der
opstår tillid og kontakt.

Helena: Hvis du skal have kontakt med Toki, Monique, og du skal have
kontakt med Prinsessa, og du skal have kontakt med Solfej, så er I
nødt til at gøre ligesom førerhesten gør i flokken oppe på Island,
hvor de kommer fra. Det er at drive hesten frem foran sig. Det forstår
de her heste, og det reagerer de på. Og derfor synes de, at I er nogle
gode ledere, hvis I kan få dem til at gå frem foran jer. Og hvis I så
også kan få hesten til at stoppe foran. Og så går man frem foran
ligesom et stykke lagkage foran hesten, og Jackie vil vise det lige om
lidt. Så tror hesten på jer, og når hesten tror på jer, så vil den
tage hovedet ned og så vil den vise det der – sit aller farligste sted
– det er oppe på nakken, fordi det er der, rovdyrene angriber. Men
hvis den er tryg ved jer, så ved den, at I ikke angriber, men at I er
nogle gode ledere, og så vil den smaske med munden måske. Og så er den
klar til at følge efter jer. Og have tillid til jer. Og arbejde sammen
med jer. Og så kan I få den til at gå helt løs efter jer ned i Brugsen
og herude på ridebanen og hvor som helst. Nej, I må ikke gå ned i
Brugsen. Det var bare noget fis, ikke? Men I kan få hesten til at gå
helt tæt på jer.

Pædagog: Jackie har været med i forløbet, bl.a. fordi vi her i
Børnehuset har set en lidt urolig dreng, som har haft rigtig svært ved
at tilpasse, hvornår der er plads til at være urolig. Helena, som er
rideterapeut, har set det her rigtig fint, og hun har sat Jackie
sammen med en hest, som også er urolig, og som har rigtig meget brug
for, at dens rytter, menneske, er rolig. Så det har været rigtig fint,
at den her hest har spejlet Jackie rigtig meget. Og det har hjulpet
Jackie rigtig meget til at komme ned i energiniveau. Faktisk fortæller
Helena, at Jackie nogle gange er kommet så langt ned i energiniveau,
at han faktisk er faldet helt hen. Han nød rigtig meget at ligge på
ryggen af hesten og mærke rytmen og roen fra hesten.

Pædagog: Maja er en rigtig hestepige, som er rigtig glad for dyr, og
Maja kendte noget til heste i forvejen. Og Maja er rigtig god til at
ride, og det har været en rigtig god oplevelse for Maja at få lov at
have en hest, der var hendes. Som var den, hun fik hver gang.

Interviewer: Hvad med dig, Maja, hvad har du lavet?

Maja: Jeg har øvet mig i at ride uden bid og stigbøjle. Og så har jeg
redet rundt i parken sammen med Prinsessa.

Helena: Man kunne godt se, du har prøvet at ride før. Du var rigtig
god. God kontakt med hesten.

Monique: Det har været rigtig hyggeligt.

Interviewer: Hvad har I lavet?

Monique: Jamen, vi har været ude og ride i parken. Og så har vi været
lidt ovre på banen.

Pædagog: I starten var Monique utrolig stresset over, at hun var den
sidste, der kom. Og hun havde sidst fri. Der var mange ting, hun
skulle nå. Men ved det, at hun ikke blev presset, og der blev ikke
stresset på tiden, så fandt hun ud af, at man kunne godt være i det,
og man behøvede ikke at skynde sig. Og det, tror jeg også, Monique har
kunnet bruge i andre sammenhænge, idet hun tit har mange ting, hun
skal nå og stresser over.

Monique: Det fede ved at ride, det er nok at mærke vinden i håret, og
at man bare kan føle sig åben og ikke tænke på alle de her mærkelig
ting, som der sker i skolen.

Helena: Det, vi har lavet i dag, det er, at vi har lavet indledende
øvelser, indledende tillid og kontakt, både til os som voksne fra
børnene, og vi skal også lære børnene at kende og se, hvor er deres
styrker henne? Hvad er det, de kan? Og komme tæt på det. Og hvor er
det, de har udfordringer? Og jeg synes allerede nu, at man kan se …
altså der begynder at danne sig nogle billeder af, hvor er det, vi
skal ind og støtte det enkelte barn.

Maria: Det, vi skal lave i dag, det er, at vi skal træne Molly. Og mig
og Adam vi skal sådan lære, hvordan hun har det og sådan.

Gitte: Vores lille hundeskole-forløb handlede om, at to børn og Molly
kom ud til en hundetræner og hundetræner-terapeut, som dels trænede
praktisk sammen med Molly, men der var også et arbejde med, at børnene
skulle lære at genkende Mollys signaler. Hvad var det egentlig, Molly,
med sin krop og sin måde at tale på, ville vise os, og hvad hun gerne
ville. Det trænede vi dels med træning, men jo også ved at se på noget
forståelse af, hvordan er det, hunde signalerer til hinanden for at
vise omverdenen, hvad den vil.

Sara: Hej, jeg hedder Sara.

Maria: Jeg hedder Maria.

Sara: Hej, Maria. Hej. Hvad hedder du?

Adam: Jeg hedder Adam.

Sara: Du hedder Adam. Hej. Og I har taget Molly med. Hej, Molly. Hej
med dig. Skal vi ind og træne dig i dag? Hva? Skal vi det?
Det er jo meningen, vi skal lære hende nogle forskellige ting, men det
er også meningen, I skal lære lidt omkring hunde og hundesprog og lære
lidt om, hvordan man ligesom kan aflæse en hund, og hvad den egentlig
prøver at fortælle os, når den snakker til os.

Maria: Ja.

Gitte: At vælge børn, der skulle deltage i det lille forløb med
hundetræningen og Molly, der kunne have været rigtig mange. Vi valgte
to børn, som meget i deres dagligdag talte om Molly og talte om at
forstå Molly. Vi valgte også udfra, at det var børn, som nogle gange
blev beskrevet som værende lidt hårde og uden sådan hensyn til de
andre i deres skole, men hvor vi så, at empatien for Molly og blikket
for Molly, det var rigtig stærkt. Så det var spændende at se, om det
også kunne udvikles endnu mere, og de kunne være i stand til at give
det videre. Og vi fik ret. To børn, som var rigtig gode til at se
Molly, og som også var rigtig gode til at videregive det til de andre
børn.

Sara: Det, vi har lavet i dag, det er, at vi startede med at snakke om
Molly og nogle af de signaler, som hun sender, og så er vi startet en
lille smule op med hundetræning stille og roligt, hvor vi har arbejdet
en lille smule med øjenkontakt og bare lidt sit. Og jeg har planer om,
at vi lige skal lave nogle dage … Maria skal også prøve lige at have
lidt øjenkontakt … og så vil jeg prøve at lave en anden øvelse med
hende, som hedder at puffe i hånd, hvor Molly faktisk skal lære at
dytte i hendes hånd på signal. På et tidspunkt i hvert fald. Men det
er for at lære børnene lidt omkring deres timing, når de træner
hundene. Det er ret vigtigt, at man er lidt præcis, så hunden forstår
lige præcis, når den gør det rigtige, frem for at man så først får det
forstærket meget senere i processen. De ved jo ikke, hvad det egentlig
er, man vil have dem til, og de kender heller ikke signalerne, så de
er nødt til ligesom at få det skåret meget ud i pap.

Interviewer: Hvad kan Molly godt lide?

Dreng: Godbidder!

Dreng: Godbidder.

Dreng: Hundekiks.

Interviewer: Hundekiks. Det er rigtigt.

Dreng: Hundesnegle.

Interviewer: Hundesnegle. Ja.

Dreng: Hun er god at lege med, og hun er god at gå tur med.

Helena: Godmorgen og velkommen til Buen. Jeg er rigtig glad for, at
det kunne lade sig gøre at låne Børnehuset Buen til den her
neuroaffektive dag.

Pædagog: Noget af det spændende ved det her projekt har jo også været,
at vi har været så heldige at få noget kursus omkring nogle af de
teorier, der ligger bag de her tanker om rideterapi.

Gitte: Da vi nu havde haft dels Molly i en periode og arbejdet med
vores egen tilgang til heste her i Børnehuset, og vi samtidig også har
haft nogle børn i hesteterapi ude hos Helena Turunen, der blev vi jo
interesseret i at forstå, hvad var det egentlig, vi havde gang i på et
måske lidt bedre grundlag, og vi har bl.a. interesseret os for, hvad
er det, der sker ude nationalt og internationalt i forhold til brugen
af dyr i arbejdet med børn og unge.

Marianne Bentzen: Min tanke er, at I sætter jer sammen tre og tre og
tale om, hvad er jeres formål med rideterapi. Og hvad er det for nogle
redskaber, I bruger til det.

Gitte: Vi vil rigtig gerne gøre ham rolig og gøre en masse tiltag for
at gøre ham rolig, men jeg tror, det bliver først brugbart, når han
selv mærker, hvilken forskel der er. Og det gør han i spejlet i
hesten. For han ser uroen, men han ser også roen. Og han vil gerne
opnå roen.

Uden for billedet: Ja, og han vil også gerne se sig selv.

Gitte: Ja, og så bliver det jo fint, at han kan løfte det op og se:
Hvordan har jeg det så?

Marianne: Det, I gør, det er, at I bruger hesten til at lave
co-regulering. Altså der hvor man i al mulig anden pædagogik, altså
uden firbenede pædagoger, så gør man det, at man bruger mennesker til
at co-regulere. Og det skal man jo også kunne. Altså det er et mål, at
der skal være en overgang fra den firbenede pædagog til de tobenede.

Helle: På det her kursus fik vi stiftet bekendtskab med de
neuroaffektive kompasser. Hvis vi tager i forhold til Maja, så er
kernen jo i det her, at Maja får nogle sansemæssige oplevelser, og at
de kommer til at hænge sammen med hendes følelser. Og det er
derigennem med forskellige sanseoplevelser, at hun så kan arbejde med
sine følelser.

Gitte: For os her i Børnehuset er det jo altid lidt vigtigt at forstå,
hvad det er, der sker omkring os, når vi bruger de forskellige
værktøjer. Hvordan er det, de virker. Så det at gå til en kursusdag i
det neuroaffektive var også en tilgang, hvor vi prøvede at se, hvad er
det egentlig, det her kan. Og når vi valgte det neuroaffektive som et
egentlig kursus, som også en af pædagogerne lidt senere er gået lidt
mere på, så handler det jo om, at det var noget af det, som det
hesteterapisted, vi havde brugt, lænede sig rigtig meget op af.

Helena: Og den tilgang, vi har til rideterapien, det er den
neuroaffektive tilgang. Og sådan helt kort sagt, så betyder det, at
man møder børnene, der hvor de er på deres følelser og ikke så meget
på sprog og intellekt. Det er mere på følelser, anerkendelse og
sanser. Det er centreringen omkring det.  Selvfølgelig bruger vi også
sprog, men mange børn har fået masser af sprog, masser af samtaler,
masser af intellektuelle mentale ting, så vi har vægten på det
følelsesmæssige.

Anne: Hvad vi skal lave i dag? Vi skal lave Horsemannsship.

Maj  a: Hvad er det, det er?

Anne: Det er, når vi starter med at arbejde med hesten fra jorden.
Prøv at fortæl, hvad det er, Maja.

Maja: Det er, når man står inde i en ring, hvor hesten så skal stå ude
i siden, og så skal man så have en pisk, og så siger man: Skridt. Det
er noget, man hele tiden gør, også når man er oppe på hesten, når den
skal gå. Og ”hooo”, når den skal stoppe. Men når den skal i skridt, så
…med Prinsessa, hun er sådan lidt … ja, nu kan jeg ikke så godt lige
vise det. Så hende skal man bare lige give et hurtigt bare lige sådan
langsomt og så tagen den væk (pisken) og så går hun fremad, og når man
skal stoppe hende, så siger man bare ”hooo,” fordi … ja … det forstår
hun.

Anne: Så skal du finde balancen.

Maja: Jeg kan ikke komme op, fordi jeg glider.

Anne: Nej. Du kan godt. Og du kan bare holde i mig.

Anne: Jamen, jeg glider.

Anne: Prøv igen. Vil du ikke.

Maja: Jeg kan ikke. Altså jo, jeg vil rigtig, rigtig gerne, men jeg
kan ikke, fordi … altså …

Anne: At du glider for meget på strømperne?

Maja: Ja.

Anne: Nå.

Maja: Altså, prøv at se.

Maja: Der havde jeg en lille udfordring med noget, der var at stå op
på hesten, men … jeg plejer at kunne gøre det, men det er jo en
anderledes hest. Men jeg plejer at have sadel på, når jeg gør det, men
det havde jeg ikke, så jeg gled på hesten. Altså den udfordring må man
bare tage. Hvis man vil noget, skal man også sætte sig for det. Det
er, ligesom jeg satte mig for, at jeg ville ride. Nu rider jeg. Jeg
har redet snart 2½ år.

Anne: Maja, hvor er du god. Hvor er du god. Kom.

Maja: Altså jeg er vant til at stå.

Anne: Må jeg slippe dig?
Hvad siger du Maja? Ja, så stopper den. Så siger du bare ”hooo.” og
kommer herhen.
Sådan en hesteryg er meget glat. Det er ikke så nemt at sidde deroppe.
Hvad skete der, Maja? Hvad var det? Slog du dig? Var det fordi, det
var lidt hårdt at at trave? Kom du ind i noget?

Maja: (Græder) Det ved jeg ikke, Jeg har ondt i benet.

Anne: Åh, du har nok fået krampe, tror jeg.

Maja: (Græder…..)

Helena: Blev du lidt bange så?

Maja: Nej, det var bare, fordi jeg var ved at falde af

Anne:: Ja. Og ved du, hvorfor det skete? Fordi hende der Hun er jo
førerhesten. Og så ser hun lige der ( en konkurrerende førerhest) .
Det er jo hendes fjende nummer et. Prøv at se. De sparker hinanden på
folden, ikke? Så så hun lige den der hest, og så tænkte hun: Jeg skal
bare være forrest!

Gitte: Der er jo talemåder, der siger, at når man falder af hesten, så
er det vigtigt, at man hurtigt kommer op igen. Og det er nogle gange
lidt lettere sagt end gjort. Ikke sådan bogstaveligt, at man falder
af, og så op igen, men man bliver jo nogle gange bange for sådan et
stort dyr. Og al samarbejde er svært. Også tit med dyrene, som jo kan
have deres egne interesser. Det, der kan være rigtig gavnligt i et
hesteterapeutisk forløb, det er, at der lige præcis netop er nogle
kompetente mennesker omkring, som fanger angsten og fanger det, at det
kan blive til en succes. At man faktisk overkommer og kommer videre og
pludselig får en erfaring med, at det her var svært – jeg blev
simpelthen så bange, og det var lige et øjeblik ustyrbart for mig, men
jeg kom igennem det, og jeg er stadigvæk i live. Den erfaring skal man
have rigtig mange af i livet for at kunne ikke stoppe op, hver gang
der kommer en forhindring. Og lige præcis i et hesteterapeutisk
forløb, når man har hesten, som man rigtig gerne vil være partner med,
og det så lige der bliver … og man så kommer igennem på den anden
side, så er det faktisk rigtig flot. Og en rigtig god erfaring at få
med sig.

Maja: Det dejlige med en hest er også, at man har én at snakke med,
både når man kommer op at skændes … og man slapper ligesom helt af i
kroppen i stedet for at stresse over, hvad alle andre tænker om én, og
hvad alle andre gør, og når man er i lige præcis den alder, som jeg er
nu, så er det rigtig svært at lade være med det, så … det er helt
vildt svært at forklare, men når man er ude hos hestene, er man
ligesom bare sig selv. Altså når man fx er på min alder, så kan det jo
godt være, at … så er man bange for, hvordan man ser ud. Man er bange
for, hvordan andre tænker om én, og man går op i hver enkelt lille
detalje, hvis nu fx … altså nu er jeg ret skør, men hvis jeg sætter
mit hår op i en hestehale, så må der ikke være en lille bule i mit
hår, fordi så flipper jeg helt ud, og det er bare, fordi jeg er bange.
Jeg er bange for, at der er nogen, der siger: Ej, hvor ser du klam ud.
Eller et eller andet. Men altså … man skal bare være sig selv. Så jeg
har fundet ud af … det fandt jeg ud af, da jeg kom ud til min egen
hest fx Og der hvor jeg rider nu. Og alle de andre steder. Fordi der
er det lidt lige meget, hvordan man ser ud. Der ser jeg helt
forfærdelig ud nogen gange, men altså … fuck det. Altså man kan ikke
gøre for det.

Sara: Jeg har gjort det, at jeg har taget en plakat med til jer, og
den har jeg lige her. Og der står hundesprog heroppe, ikke? Det er
sådan en plakat, man kan bestille, og der er jo rigtig mange
forskellige seancer med sådan en hund her, ikke? Det er den samme
hund, men den viser alt muligt forskelligt. Om den er glad eller om
den føler sig stresset. Eller om den gerne vil lege osv. Og den her
plakat havde jeg faktisk tænkt mig, at vi skulle hænge op her i
Børnehuset. Nogle af de vigtigste, som I skal kende – og som de andre
børn her i Børnehuset også skal kende til – det er, hvor ørerne er
helt tilbage, og halen er nede, og man kan se, at hunden er sådan lidt
lav i kropssproget, og vægten er lidt på bagpartiet, for så kan man nå
at komme væk. Så betyder det faktisk netop, at man er nervøs, ikke?
Nu sidder vi her i sofaen med Molly. Og vi er jo sådan lidt tætte med
hende, og vi synes ligesom, at det er lidt hyggeligt, at hun skal
sidde her. Og det er måske også ok for hende, men man kan godt se, at
hun stresser lidt ved det, fordi hun halser. Kan I se det? Og hvis man
læner sig for meget ind over hende, så selvfølgelig slikker hun op og
vil gerne hilsen, men hun blinker også en del med øjnene og vender
faktisk hovedet væk igen. Så det er okay. Og så vil hun faktisk helst
være nede på gulvet. Kan I mærke det? Vi presser hende lidt til at
sidde heroppe lige nu, fordi vi tænker: Ej, det kunne være meget
hyggeligt, at du sad lige her. Men hvis hun selv – helt selv – skulle
vælge, så tror jeg faktisk, hun helst ville vælge at være nede på
gulvet og være lidt væk fra os. Kan I se hun blinker med øjnene og hun
faktisk også slikkede sig om munden. Kan I se nu gaber hun? Og det er
ikke fordi hun er træt lige nu
Adam: Hun slikkede sig selv på næsen
Sara: Ja
Maria: Hun viser alle signalerne
Sara: Ja, at hun gerne vil have fred. Skal vi prøve og flytte hænderne
og se hvad hun gør? Hun vil hellere ned og ligge på gulvet.
Sara: Kan I finde et godt sted her i børnehuset hvor vi kan hænge den
plakat op?
Maria: Her
Sara: Vil det være et godt sted?
Maria: Ja, de leger der
Sara: Det gør vi. Sådan der. Så kan alle læse hvordan Molly har det.

Dreng: Vi har en hund der hedder Molly, hun er meget sjov at lege med
pga. man kan sige alt til hende. Hun sladrer ikke om noget.

Gitte: Igen var det valget med hundetræner var det vigtigt det var
nogle vi havde fået anbefalet og vi gennem samtaler med Sarah som blev
valgt, hun kommer fra Trollesminde Hundeklinik, fik vi også indtrykket
af en person som vidste hvad hun havde mellem hænderne, og Sara var
med på netop præcis jobbet med at lade børnene se og forstå Molly,
mere end det egentligt handlede om hvad Molly skulle kunne lære nogle
flere kunstner.

Sara: Så er I klar igen i dag, til vores tredje time sammen. Og du er
jo blevet klippet?
Adam: Ja
Sara: Ja, så vi skal ud og lufte din frisure lidt også. Men vi skal ud
på gaden, vi skal ud og gå en tur med Molly og se hvordan hun har det
når hun er ude at gå tur og vi skal lægge mærke til om der er noget vi
kan gøre for hende, sådan så hun har en rigtig god tur når hun er ude,
om der er noget vi skal være opmærksomme på ift. når vi møder fremmede
mennesker, fx mennesker der ikke kan lide hunde, det kan også være vi
møder en hund når vi er ude at gå og der kunne det være spændende at
se hvad Molly signalerer, hvad hun snakker med den anden hund om når
det er de mødes.
Sara: Så en ting man skal være lidt opmærksom på når man er ude at gå
med sin hund, og især når man har sådan en flexline på som det hedder,
det er jo at hvis man går steder hvor der kan være cykler eller biler
eller noget, så kan den faktisk være lidt farlig fordi hunden
pludselig ser et eller andet og så kan den løbe afsted. Så det er
vigtigt man hele tiden orienterer sig i trafikken eller der hvor man
går i hvert fald og holder øje med om der kommer cykler eller biler
eller noget og hvis der gør det, er det ret vigtigt man får kortet
snoren ind, sådan så det er at man har mere styr på hende. Så I korter
snoren ind, sådan så hvis hun skulle komme til fx at løbe ud til den
ene side eller noget, så vil det ikke være lige så langt hun kunne
komme ift. hvis det var en helt løs line.
Så så vi lige der kom en cykel og der kommer faktisk nogle flere der,
så kan vi godt prøve og filme her.
Adam: Kom Molly
Sara: Så får du hende ned og sit. Dygtig.

Sara: Se, nu kommer der tre hunde hernede, som vi jo kan prøve at lade
Molly hilse på, ik? Nu kan vi lige se hvad hun prøver at gøre, når hun
er på vej ned mod de andre hunde, nu snuser hun ned i jorden, og det
kan være fordi der både er en god færd, det kan også være fordi hun
prøver at dæmpe de andre hunde lidt og fortælle at hun ikke er ude på
noget. Så ser vi lige hvad hun gør her. Så prøver du så vidt muligt at
give hende snor, så hun har mulighed for at have lidt frihed. Så
rystede hun sig lige der, kunne I se det? Så imens hun lige får lov at
hilse, så holder du godt øje med hende hele tiden og ser at hun synes
det er okay for hende at være her, hvis hun begynder at trække lidt
væk og har brug for det, så lader man hende få længere snor og så kan
hun bare trække væk. Lige nu har hun mulighed for at trække i snoren
hvis hun har lyst til det, ja det har hun, for den er helt løs, kan du
se? Så det er okay. Og så passer du på med at give godbidder, Maria,
når der er andre hunde, kan du se det? For så er der lige pludselig
noget man skal kæmpe om, det er ligesom hvis man kun har én is og to
børn, det duer ikke, og selvom du måske har masser af godbidder, så
Molly hun er jo rigtig glad for mad, så hun vil gerne have dem alle
sammen.

Sara: Så kan man jo gøre det man prøver at rejse sig op, prøv og se om
du kan gøre det, det virker som om hun trækker lidt baglæns, og så kan
du prøve og se om hun gerne vil gå videre og hvis hun har lyst til
det, så er det jo fint.

Adam: Nej det er dig der holder den. Kan du ikke gøre det, kom nu?
Sara: Adam, du er da ikke bange for lidt hundeprut, er du?
Maria: Det er bare Mollys
Sara: Du skal vænne dig til hun laver lort når hun går tur
Adam: Åh. Jeg er ved at kaste op, jeg kaster op, jeg kaster op
Sara: Der er en pose mellem din hånd
Adam: Jeg kaster op, jeg kaster op, jeg kaster op. Jeg kaster op! Jeg
kan ikke gøre det
Sara: Jo
Adam: Nej, jeg gør det simpelthen ikke
Sara: Du må lige samle den op, så går vi hjemad mod børnehuset
Adam: Nej, jeg gør det ikke
Maria: Skal jeg gøre det?
Adam: Ja, kom nu, gør det, dig, gør det
Sara: Hvad gør du, når du en dag får små børn der har lavet prut i bleen?
Interviewer: Det var svært, hva’ Adam?
Adam: Jeg hader det, jeg hader det
Interviewer: Ja
Adam: Ad, ad, ad, ad
Interviewer: Hvad siger du hvis du får et barn engang, tror du, du
kunne finde på at skifte ble på din egen søn?
Adam: Ja.
Interviewer: Hvis han havde brug for det, det kunne du godt? Så vil du
overkomme det?
Adam: Ja.
Adam: For *****, den lugter man.

Sara: Så er det vores sidste dag, vi skal mødes i dag, så skal vi
først mødes næste gang vi skal mødes, så er det der hvor I skal lære
alt hvad vi har lært, til de andre børn i børnehuset.
Adam, Maria: Ja
Sara: Er I klar til det?
Adam: Selvfølgelig
Sara: Selvfølgelig, det er godt, hvad med dig, Maria, er du klar til det?
Maria: Ja, det er jeg
Sara: Ja, det bliver godt. Jeg tror det bliver rigtig godt for Molly
også, at I får fortalt alle de andre i huset her, hvordan de skal være
når de er sammen med hende, ik?

Helena: Det er sidste gang til rideterapi. Børnene har glædet sig
rigtig meget, de er lidt kede af at skulle stoppe, de har været rigtig
glade for at være herude, så det er lidt med blandede følelser og jeg
tror også vi skal høre lidt om hvad de har fået ud af det, hvad de
hver især har fået ud af det.

Helena: Det er vores afslutning i dag og det vi skal det er, at noget
af det de kender og plejer at gøre, det gør vi, og så skal de have
mulighed for selv at bestemme hvordan de siger farvel til hestene og
selv bestemme hvad de laver med hestene resten af tiden. Og så skal vi
jo ind og have æbleskiver og kakao til sidst.

Helena: Sååådan. Fint, det er udmærket. Man må gerne græde på hesten,
man må gerne græde på hesten. Du har fået den til at trave en omgang.
Tag hende bare ned i fart. Bare forfra igen. Nu skal du stoppe
Maja: Jeg vil af
Helena: Ja, hop af
Maja: Jeg gider ikke mere
Helena: Fordi ved du hvad, hun kan ikke lide at du skriger så højt
Maja: (græder) Nej, men jeg prøvede og stoppe hende, men hun ryger ind i Tokyo
Helena: Ja, og ved du hvad, hun kan ikke gøre for det, fordi du bliver
så hidsig. Det er fordi du bliver hidsig, så bliver hun også hidsig,
så du er nødt til at berolige dig selv, og når du har beroliget dig
selv, så er du klar igen, det er fint lige at hoppe af og tage en
pause og sige –
Maja: Jeg gider ikke mere
Helena: – nu trækker jeg sgu lige vejret og tager det stille og roligt.

Helle: En af de dage hvor det var rigtig svært for Maja, det var
faktisk den sidste dag, hvor Maja med stor sorg tog op til sin
aktivitet fordi hun skulle op og sige farvel til sin hest, det var hun
faktisk meget påvirket af og hun starter jo ud med at ride og
pludselig bliver hesten, som er en førerhest, men det var den så ikke
lige på det tidspunkt, den prøver på at løbe op hele tiden, Maja har
svært ved at få den til at gøre det hun gerne vil have og bliver
rigtig ked af det og bliver meget frustreret, men viser alligevel på
trods af det, samarbejder hun sammen med den voksne som er der til at
støtte hende og hjælpe hende til at blive i aktiviteten og formår at
få styr på sin hest, så tingene så lykkedes for hende alligevel, det
synes jeg er super godt, og det har jeg set mange gange i det her
forløb, hvor Maja har været ude i nogle følelsesmæssige frustrationer,
men alligevel har hentet sig selv tilbage og er blevet i forløbet og
fået lavet noget rigtig godt og hun er faktisk blevet rigtig god til
at ride, og så har hun haft en stor kærlighed til den hest, som tror
jeg hun bærer med sig.

Helena: Ja, det værste for mig er jo, at det var sidste gang og hun
ikke kunne nå at rette det og hun var bange for at lave en fejl, og så
laver man jo netop en fejl, og jo mere man spænder op og bliver ked af
det, jo mere spænder hesten op og det var det der skete for hende.

Interviewer: Hvad var der sket med hesten, Monique?
Monique: Han var blevet meget urolig lød det som, han kunne ikke stå
stille, han så i hvert fald bange ud, han virkede utrolig sur.

Helena: Ved du hvad, du har overrasket mig i dag. Jeg troede faktisk
ikke du kunne styre ham ude på den store fold.
Jagi: Jeg vil købe ham
Helena: Du vil købe ham? Han er bare ikke til salg. Jeg vil ikke sælge
ham, selvom han er fræk.

Helena: Værsgo, I to damer.
Helena: Er det lækkert, Jagi? Du glædede dig også rigtigt meget. Fik I
sagt farvel til jeres heste og fik kysset lidt på dem?
Jagi: Ja, det gjorde jeg
Helena: Det var godt
Jagi: Det gjorde vi helt sikkert alle sammen
Maja : Mmmh
K: Og I har også fået tudet?
Helena: Og du har jo haft hele vejen igennem ,alle de tre måneder så
har det været dig og Prinsessa der har været par.
Maja: Jeg er bare så ked af jeg skulle væk fra hende
Helena: Ja, og det ved jeg godt, jeg ved godt det var det, det
handlede om. Jeg ved faktisk godt at det var det der var galt hele
tiden og ikke noget lykkedes og det hele var noget møg og sådan noget,
ik? Men du har været rigtig glad for hende.

Helena: Og i dag, hvad er det du rigtig gerne vil ride selv? Og selvom
du ikke syntes det gik så godt med at styre, så synes jeg faktisk det
gik rigtig godt og du blev ved Maja og du blev ved, og så kom Helena
lige ind og hjalp dig også, og så blev du ved, så det synes jeg gik
rigtig godt. Og jeg tænker, du skulle sige farvel i dag og det var
rigtig svært for dig og jeg ville næsten ønske Peter havde været med
ude og filme da du fik sagt farvel, for det var rigtig, rigtig smukt,
ikke også? Og I fik sagt rigtig godt farvel til hinanden.

Helena: Så Jagi, så er det dig. Jeg har været rigtig meget sammen med
dig og Solfej og du har fået noget af en udfordring, du har fået den
allermest ukoncentrerede og urolige hest og en værre ballademager er
han også. Og det du har gjort for at få ham til at falde til ro, hvad
er det man skal gøre hvis man skal have hesten til at falde til ro?
Jagi: Bare være sød og rolig
Helena: Man skal selv være rolig, og det er det, du har været så god
til og så synes jeg det har været sjovt og skønt at være sammen med
dig
Jagi: Det har været hyggeligt at være sammen med dig, Helena
Helena: Tak skal du have
Jagi: Det jeg bedst kunne lide ved ham det var at han var lidt fræk.
Helena: Ja, han er en fræk en og alligevel ville du købe ham.

Helena: Så hvad synes du har været godt ved at komme her? Hvad synes
du har været det bedste?
Monique:  At Tokyo var her
Ung berider: Jeg synes i hvert fald du har fået en meget bedre
koncentration, du har også forstået Tokyo lidt bedre, hvorfor det er
han tager hovedet ned nogle gange og hvorfor det er han gør de ting
han gør. Så er du også bare rigtig god til at hygge om ham
Helena: Har I noget I vil sige til os?
Jagi: Jeg kommer til at savne dig
Helena: Det kan være vi ses igen jo. Så skulle jeg se, jeg havde
faktisk en lillebitte ting til jer.

Gitte: Vi fik endvidere ideen om at nu havde vi fået to børn som
faktisk var blevet rigtig dygtige til at kunne genkende Mollys
signaler, at udbrede til resten af huset og samtidigt ophøje de to
børn, som virkelig havde arbejdet godt med det, til at de lavede en
undervisningsdag sammen med hundeterapeuten og træneren, og de der
underviste resten af børnehusets børn i hvordan man kunne forstå
Molly.

Interviewer: I to skal jo være Mollys ambassadører i børnehuset.
Gitte: Nu skal vi nemlig udnævne de to børn der har gået til træning
nede hos Sarah til Molly ambassadører.

Pige: De skal fortælle…et eller andet. Det der….hundetræning. Ja hundetræning.

Sara: Vi står jo her i dag fordi vi har mødtes nogle gange, hvor vi
har snakket lidt omkring Molly og vi har trænet lidt med hende og vi
har snakket omkring et hundesprog. Og alt det vi har snakket om, det
skal I gerne fortælle videre i dag, sådan så alle børnene i huset her
lærer hvordan de kan være rigtig søde over for Molly.
Sara: Når det er at hundene er sådan lidt kede af den situation de er
i, f.eks. hvis man kommer over og vil hilse på dem og tager hovedet
helt ned sådan her, så kan hunden godt synes det bliver lidt meget og
så viser den det der hedder de dæmpende signaler. Kan du huske nogle
af de dæmpende signaler vi har talt om?
Maria: Ja, hvis den tager tungen ud og hvis den trækker vejret
hurtigt, så betyder det enten at den er stresset eller den , øh,
sveder eller et eller andet
Sara: Ja, hvis den halser, er det enten fordi den sveder eller stresser
Adam: (afbryder) Eller så er det bare pga. den gaber
Helena: Ja, hvis den gaber, kan det være et dæmpende signal
Adam: Eller hvis den lige er vågnet, så betyder det ikke så meget
Sara: Så betyder det ikke så meget. Kan I huske, der var lige en ting
mere man kunne tænke over, når man kæler med en hund, det har noget at
gøre med hvor lang tid man skal gøre det?
Adam: Nå ja, det var fem sekunders reglen
Sara: Ja
Adam: Man kan være der i fem sekunder, så tæller man til fem sekunder
inde i sig selv –
Sara: Når man kæler hende
Adam: Ja og så giver man slip og hvis hun stadigvæk bliver, så kan man
godt kæle fek sekunder mere
Sara: Ja. Skal vi så ikke slutte af med og synge vores sang?

(De synger “Shu-bi-dua – “Vuffeli-vov”)

Mattias: Når jeg bliver stor, vil jeg selv have en hund. En gravhund.
Og når jeg bliver stor, vil jeg også have en Ferrari.

Helle: Det vi skal i dag, det er vi skal ud og ride en tur i skoven
herefter at børnene har været i hesteforløb og så skal vi have lavet
nogle gode billeder til vores film og så skal vi snakke med børnene om
hvordan det har været at være med i det her hesteforløb heroppe.

Gitte: Også i anledning af, at vi skulle lave den her film, besluttede
vi efter at have haft tre måneders hesteterapi, alligevel at vende
tilbage året efter med samme gruppe af børn, og dels kunne vi få hilst
på hestene igen, det er meget vigtigt for børnene, men også
terapeuten, men også der få en snak om hvad var det børnene kunne
huske, hvad tog de med sig fra terapien, hvordan havde det været og
hvordan var det nu at vende tilbage.

Helena: Hvordan går det med at rense hove, har du glemt det?
Jagi: Næ
Helena: Næ, det kan jeg da se. Var det nummer fire allerede?
Jagi:
Ja.
Maja: Hesten hedder Stjerna og jeg har glædet mig rigtig meget til at
komme ud og ride, jeg rider normalt på hesten der står over på den
anden række lige herover, som hedder Prinsessa, men hun er førerhesten
sammen med Stjerna og Stjerna er nemmere at styre i skoven, så jeg får
Stjerna i dag. Så det glæder jeg mig meget til.
Jagi: Jeg glæder mig til at ride på Solfrej.

Helena: Jeg synes det var rigtig dejligt at se jer igen, det er lang
tid siden, det er et helt år siden I stoppede. Jagi, når du ser
tilbage på hele det her forløb med ridningen og rideterapien, hvad
synes du så har været det bedste med dig og Solfrej?
Jagi: Og få ham og ride
Jagi: Hvordan har du det med Solvej? Hvad er han for en slags hest?
Jagi: Han tror altid han skal have mad
Helena: Ja, og hvad gør han så?
Jagi: Så begynder han at smaske
Helena: Ja. Er han god til at koncentrere sig, den hest du har fået?
Jagi: Nej
Helena: Nej, hvad gør du så for at få ham til at koncentrere sig?
Jagi: Jeg sætter min hånd på hans mule
Helena: Ja, men det med du sætter hånden på hestens mule, hvad gør det
ved Solvej?
Jagi: Han slapper af.

Helle: Jeg kan huske, når du gjorde hesten klar, stod du inde i boksen
med den hest der, der hoppede og dansede, og pludselig så jeg Jagi stå
sådan her med hånden oppe på panden af hesten, så siger jeg “hvad
laver du?”. “Jeg healer den” sagde du, ik? Og hesten stod helt stille.
Og når den så stod helt stille, gik du ind og striglede videre. Det
var jeg helt forundret over at se hvordan du kunne få sådan en hest
til at være.

HeK: Monique, det er så et år siden du stoppede her til rideterapien,
hvad har været det bedste for dig?
Monique: Når man kommer herover, der kan man bare blive helt rolig og
holde op med at tænke på alt det, man ikke rigtigt har lyst til at
tænke på, man kan bare slappe af og der er nogle rigtig, rigtig søde
mennesker hernede og de har nogle dejlige heste. Så man kan bare
slappe helt af og være 100% sig selv, uden man bliver dømt på nogen
måde, fordi hestene kan ikke dømme dig.

Helena: Så Maja, hvis der nu skulle starte nogle helt nye børn her i
rideterapi, hvad ville du så sige til dem, hvad kan de få ud af at
komme i rideterapien? Hvad kan de lære om sig selv?
Maja: Altså, f.eks., jeg har meget svært ved at finde venner, fordi
jeg er bange for de bagtaler mig og jeg bliver hurtigt jaloux på dem
hvis de finder nogle nye og derfor er det meget nemmere med dyr og
især heste, så de hjælper til at komme videre med det og de har
hjulpet mig til at tro på at der faktisk er nogle, jeg godt kan stole
på, de kan hjælpe mange børn, for jeg tror der er ret mange børn der
har det sådan at de ikke rigtigt har nogle venner, fordi de er bange
for de bagtaler en og en hest kan ligesom ikke bagtale en, så det er
sådan, ja… og så hjælper de meget en til, ja, og slappe af og få ro
og ikke være så sur hele tiden, ikke være så stresset, ikke være så
meget oppe og køre og sådan noget, alt sådan noget.

Helena: Det var rigtigt godt at høre fra jer hver især hvad I har fået
ud af rideterapien og nu er der gået et godt stykke tid, I er blevet
højere og der er sket meget i jeres liv, men det der med at I hver
især også har haft nogle ting at slås med og I har kunne bruge hestene
til det, det er også det der er meningen med rideterapien. Jagi, du
har haft det der meget uro, og du er faktisk blevet lidt bedre til at
få styr på det, fordi ellers kan man ikke ride, hvis ikke man er
rolig, men du lærte hesten at være rolig og du blev selv rolig og det
var rigtigt godt for jer to
Jagi: Ja
Helena: Det er i hvert fald en af de ting jeg har lagt mærke til ved
dig, det er noget af det, du har fået ud af det. Og så kunne jeg også
se, du lærte at slappe af som du også selv har snakket om
Jagi: Ja
K: Og du kunne sige nu slapper vi af, jamen så slappede I af. Så har
du også lært en anden ting, og det er du er blevet bedre til at
koncentrere dig i det forløb. Du kan koncentrere dig så meget så du
kan komme op og stå på hesten og det er jo helt vildt
Jagi: Ja
Helena: Ja. Og man skal også koncentrere sig når man skal lære at
holde i tøjlerne og lære at stoppe hesten og lære den gå frem, og alle
de ting, dem har du faktisk lært fordi du har koncentreret dig.
Helena: Du har haft allermest Prinsessa, ikke også, Maja?
Maja: Ja
Helena: Hvorfor er det, det blev jer to og hvordan er det gået, hvad
er det, der er så godt ved hende?
Maja: Prinsessa hun er bare, hun er en ballademager, ret meget, og
derfor tror jeg det passede godt til mig, fordi hvis jeg fik en stille
og rolig hest, så lærte jeg ikke noget af det og hvis jeg fik en
stille og rolig hest, kunne jeg ikke få mig selv ned på jorden igen,
fordi hvis jeg fik en stille og rolig hest som gjorde lige præcis hvad
jeg sagde, kunne jeg bare være lige så ophidset som jeg havde lyst
til, uden de gjorde noget. Men Prinsessa siger fra hvis man kommer til
at gøre noget forkert og det er det, jeg havde brug for og derfor er
Prinsessa et rigtig godt match med mig, fordi vi passede bare rigtig
godt sammen og vi har et rigtig stærkt bånd nu, efter det år der er
gået og jeg behøves kun gå ti skridt, så følger hun efter mig, så
smasker hun allerede og hun hører bare efter hele tiden, så man skal
bare lære hende at kende og så er hun en fantastisk hest.

Helena: Så har vi Monique, og det jeg synes jeg kan se der er sket med
dig, det er at du er faktisk også blevet lidt bedre til og holde fokus
på de ting du skal. Nogle gange der i starten, så kunne du godt, så
var du meget forvirret, så var du det ene sted, så var du det andet
sted, nu er det som om, når du skal det der med hestene, jamen nu skal
vi strigle, nu skal vi sadle op, nu skal vi blive færdige, og for at
få hesten til at gå, så er du nødt til at blive ved den og så skal du
fortælle den hvad den skal gøre, så du er blevet bedre til at holde
fokus. Så det skal du jo tænke på, det kan du tænke på i andre
sammenhænge også, hvordan gjorde du der med hesten når du skulle have
det til at lykkedes, det var at gøre en ting ad gangen. Så det er i
hvert fald en af de ting. Og så tror jeg du er blevet bedre til at tro
på dig selv, og som du selv var inde på, du har nogle steder hvor du
kan gå hen og være glad og fri, hvor du ikke skal tænke på alle de
udfordringer eller hvis man har nogle problemer, jamen så kan man
slappe af sammen med hestene og kæle ved dem og hygge sig med dem. Så
det er et fristed. Så det er i hvert fald nogle af de ting jeg kan se
du har fået ud af det.

Helena: Jeg har faktisk en lille ting til jer fordi I har været så
seje og dygtige her i rideterapien
P: Ja, selvfølgelig har vi det, vi har jo også været her meget.
Helena: Ja det er jo det og sidste år fik I også en lille juleting. Værsgo, Jagi
Jagi: Wuhu

Gitte: Formålet med at lave den her film er allerførst vores egen øh,
egoisme i forhold til at blive klogere på hvordan vi kan videreudvikle
og forfine vores arbejde med børn og dyr, fordi det vil vi helt
sikkert fortsætte med, men der er også det formål at vi egentligt
gerne vil inspirere andre som måske på samme måde som os arbejder med
udsatte børn og unge og dermed også kunne overveje, gad vide om det
også er en mulighed for os at inddrage dyr i dette arbejde.

(Rulletekster til Vuffelivov)

Mattias: Slut prut finale, nu er historien ude.