Buen 12 +
Buen 12 + er børnehusets tilbud til børn i alderen 12 – 14 år. Det kan være børn der som yngre har været indskrevet i børnehuset, større søskende til børn i børnehuset, eller børn over 12 der har behov for støtte og hjælp.
Buen 12 + har egne lokaler i børnehuset og laver selvstændige aktiviteter.
I Buen 12 + har børnene mange af de samme muligheder som i børnehuset, men her tilpasset et større barns behov.
Buen 12 + er et meget udadvendt tilbud med stor vægt på et godt samarbejde med de almene tilbud i klub/fritids/skole livet. Børnene skal støttes til at slå rødder i et sundt og aktivt ungdomsliv med rige muligheder for venskaber mv. I Buen 12 + er der særligt fokus på de stigende faglige krav i skolen og den erkendelse, at det kan være svært at fungere i de store lektielæsnings tilbud, som skolerne tilbyder. Derfor har lektiehjælp en høj prioritering i 12 +.
Åbningstid
Onsdag 14.00 – 20.00 + hver anden Torsdag 12.00 – 18.00
Buen 12 + har følgende målsætning:
- at kunne give de ældste børn fra Børnehuset et tilbud, som passer særligt til deres udviklingstrin
- at skabe et tilbud, der er en overgang mellem Børnehusets mere massive indsats og en mindre indgribende foranstaltning, som fx en kontaktperson, som umiddelbart kunne være næste led i støtteindsatsen
- at skabe et tilbud, der sikrer, at den erfaring, viden og udvikling, der er opnået gennem børnenes tilknytning til børnehuset ikke tabes, men videregives og videreudvikles aktivt i næste trin, så Børnehuset ikke bare bliver en parentes i børnenes liv.
- at give mulighed for viderevisitering af de ældste børn i Børnehuset og dermed skabe plads til nye børn.
Tilknytningen til Buen 12 + forventes at være 1 – 2 år og den øvre aldersgrænse er 14 år.
Visitering
Børn visiteres til Buen 12 + via et statusmøde med de relevante fagpersoner, samt Buens leder.
En indskrivning i Buen 12 + indebærer, at der skal udarbejdes en ny handleplan.
En visitering af et barn der ikke før har været indskrevet i børnehuset indebærer, at sagen skal forelægges for Visitationsudvalget for Børn og Unge og godkendes her.
Struktur
Børnene skal alle komme én fast dag om ugen fra kl. 15- 20
En dag indeholder altid:
- at få mad
- at deltage i lektielæsning
- at være ventet, blive set og hørt
- At blive støttet i at følge almindelige fritidsaktiviteter
Vekslende aktiviteter og projekter i 12 +
- Social samtalegruppe. Et tilbud der også eksisterer i Børnehuset, hvor børnene bruger gruppen til at tale om følelser og forskellige reaktioner. Drengene og pigerne er i hver deres gruppe og mødes en gang månedlig. Det er tovholderen i Buen 12 +, der står for samtalegrupperne. Er det pigerne der taler sammen, er drengene er ude af huset på en tur/i projektarbejde og omvendt..
- Div. projekter. Dvs. at børnene sammen undersøger/udforsker forhold der er relevante for deres aldersgruppe. Dette kan f. eks være i stil med pilotprojektet i Børnehuset: Projekt pige liv for de ældste piger, om det at være næsten ung. Børnene får via disse projekter mulighed for, at drage nytte af de andres refleksioner og bruge dem videre til egen udvikling.
- Børnekonfliktmægler. En uddannelse som konfliktmægler, så de store børn kan mægle hos de mindre børn. Dette sker med stor succes på flere skoler på f.eks. Nørrebro og Herlev. Uddannelsen som børnekonfliktmægler tager blandt andet udgangs punkt i barnets egen viden om sit konfliktmønster og hvad der hjælper dem, samt hvordan andre kan have det. De store børn kan her få mulighed for at se et mål ved at arbejde koncentreret med deres egne konflikter og håndteringen af disse.
- Fritidsjob som medhjælper ved behov i Børnehuset, f.eks. køkkentjans / medhjælpende stort barn på en børnehustur / havehjælp mv. Det kræver for alvor, at de store børn er forbilleder for de mindre.
- At involvere og støtte et barn i en sportsklub eller anden fritidsaktivitet, så de på sigt kan benytte disse på egen hånd.
Børnenes Identitet udforskes fx gennem følgende temaer:
- Livshistoriefortælling
- Hvordan kan det være, at nogle unge bruger tid på at hjælpe andre unge, uden de får løn for det. Ung til Ung metoden. Besøg hos og samtale med f. eks Dansk Ungdoms Røde Kors, en politisk ungdoms forening mv.
- Hvilke egenskaber/værdier syntes jeg er seje? Hvem kender jeg, der har dem? Hvad syntes jeg de personer kan?
- Hvilke signaler sender jeg med min krop / mit tøj / make-up/ og er det også det, jeg vil?
- Hvad sker der med min krop og hvad betyder det, for hvad jeg skal spise / hygiejne mv.?
- Hvad vil jeg gerne blive? Hvad vil det kræve at blive det? Hvordan forestiller jeg mig, at det så vil være at være det? Hvem kunne hjælpe mig til at nå mit mål? Hvordan lægger man en plan?
Buen 12 + skal være en tryg base med lyttende og trygge voksne, hvor man kan tale om det, der rør sig og hvor man hører til. Det skal være et individuelt tilbud, der retter sig imod hver enkelt barns søgen efter at få fat i sit eget interessebetonede aktive unge liv. Hvad interesserer mig / hvordan kommer jeg, til at gå til det jeg gerne vil? Hvad kræver det af mig i adfærd mv?
Børnene i Buen12 + vil deltage i de samlende traditioner i Børnehuset, såsom julefest, koloni mv., samt familieturene. Samtidig vil forældrene i Buen12 + være tilknyttet henholdsvis fædre- og mødre-gruppen i børnehuset.

