To piger: Kære Buen – tillykke med de femten år.

(Sang: Buen har fødselsdag, og det har hun jo, og det er i dag. Buen har fødselsdag, og det har hun jo i dag. Og hør nu her, hvordan vi alle råbe vil – og hør nu her ….)

Mikkel: Mit fulde navn? Ok, jeg hedder Mikkel Landorf Corvenius. Øhm … Ja, det hylede mig lidt ud af den, fordi jeg lige har fået nyt navn jo. Jeg er blevet gift jo, så øh … Nå! Jeg hedder Mikkel Landorf Corvenius, og jeg arbejder som pædagog her i Børnehuset Buen. Min arbejdsopgave, den ligger i både derhjemme hos familierne og hjælpe og støtte og vejlede dem, og så ligger min arbejdsopgave også i her i Børnehuset Buen, når børnene kommer ind til sådan en børnehus-dag, som vi kalder det. Og ja, så er jeg også kontaktpædagog for de forskellige børn. Så mine arbejdsopgaver ligger i at lave nogle forskellige ture og nogle forskellige ting med mine kontaktbørn. Og selvfølgelig også de andre børn, der er i børnehuset.

Gitte: Vores mission som et familiebehandlingstilbud … jeg har det rigtig svært med ordet institution … jeg synes, der kommer sådan et eller andet langt imellem os … er jo at forsøge at være det ”ude fra skub”, kan man kalde det eller samarbejdsrelation til nogle børn og nogle unge og nogle familier, som gerne vil have en større trivsel i deres liv.

Dragon: Da Gitte åbnede børnehuset, så startede Natasja, vores store datter. Fordi som sagt at Gitte var hjemme hos os sammen med Rasmus, da hun var sagsbehandler i Hillerød Kommune. Der lærte vi hende at kende. Og så sagde hun til os, at hun åbnede Børnehuset Buen, og så syntes vi, det ville være skide interessant for vores datter, Natasja, der som sagt havde nogle problemer i skolen og … Og der fik Gitte hende på ret køl.

Mikkel: En almindelig børnehus-dag for mig, den starter kl. 12. Eller … ja, det er sådan … den starter ikke altid kl. 12. Det er bare planen, at den starter kl. 12. Men jeg kan tit have opgaver fra om morgenen. Det kan være morgenvækning. Det kan være hjælp til skole. Det kan være hjælp til kørsel til skole. Det kan være mange forskellige ting, hvor forældrene er forhindret i at hjælpe, og så træder jeg gerne til. Det kan også være et møde, som jeg har med nogen på rådhuset eller nogen hernede i børnehuset eller forældre, jeg skal snakke med. Så gør jeg det oftest lige der ingen min børnehus-dag. Men ellers så starter en børnehus-dag kl. 12. Vi deler jo oftest børnene ind i forskellige grupper og har nogle forskellige mål til de forskellige grupper eller til de forskellige aktiviteter. Og det har vi jo planlagt på forhånd. Og efter at vi har fået aktiviteterne til at gå op – hvilket nogle gange er lidt udfordrende, fordi så har vi planlagt noget, og så lige pludselig så … ja, så sker der noget, som måske lige forhindrer det eller som sætter det lidt ud i en tidshorisont i forhold til, at så er der et barn, som har senere fri eller et barn, som skal til tandlægen eller et barn, som måske ikke er i skole og skal hentes derhjemme i stedet for. Så det er sådan meget forskelligt, men det er derfor, vi mødes, før børnene møder ind for ligesom at planlægge det hele og være obs på de nye beskeder og sms’er, vi har fået og de nye opkald, som vi får i løbet af sådan en planlægningstid.

Gitte: I børnehuset er vi rigtig optaget af fællesskaber. Sådan … ikke at vi ikke er optaget af individet, men vi ser på fællesskaber og individet sådan, at individet altid er i nogle fællesskaber. Det har de været, før de kom ned til os i Buen, og det er de også lige her og nu i deres liv, og det skal de også være fremadrettet.

Søren: Det første jeg får lyst til at sige, det er det der med … den der fornemmelse af at skabe … ja, oplevelser af forbundethed. Oplevelser af at være betydningsfulde i hinandens liv. Det er jo kæmpe vigtigt for nogle af de børn, som kommer til at opleve sig selv som udsatte.

Gitte: Vi ved, at mind is social. Dvs. vi dannes og er i de fællesskaber, som vi har været i, og vi kommer til at udvikle os i dem, vi er i lige nu og dem, vi fremadrettet skal være i.

Karian: Jeg synes, det er så vigtigt, at man prioriteter at have sådan nogle familiebehandlingstilbud, der er så helhedsorienterede og så unikke, som Børnehuset er. Fordi jeg tror, at det er koden … hvis man kan gøre Børnehuset til en opskrift, så er det den opskrift, jeg tror langt hen ad vejen og allermest i forhold til indsatser med udsatte familier. Og jeg er jo mega farvet pga. min egen historie, men det … det vil jeg mene.

Søren Lerche: Jeg synes, at Børnehuset Buen er et forbillede faktisk i forhold til, hvordan man kan arbejde med hele barnet. Hele den unge. Både med kontaktpersoner, som hjælper den unge og hjælper i familien, men også formår at bygge bro ud i fritidslivet. Det oplever jeg rigtig meget. Så på den måde er det et forbillede og noget af det, jeg brænder rigtigt meget for, at vi skal blive bedre til i kommunen.

Gitte: Nu er vi på Møn. Og vi er i mit og min mands private sted, og det har vi købt tilbage i 2017. Og det er selvfølgelig en privat drøm, vi havde om at have en landsted, vi kunne tage til. Vi bor inde i byen. At komme herned og nyde naturen. Og det skulle også være et sted, hvor vi kunne have heste. Men der var også en kombination i det. Jeg har altid drømt om at have sådan sted, hvor der var plads nok til, at jeg også kunne bruge det i mit arbejde. Det er sådan med mig, at tingene opdelt i privat og arbejde … det kan godt være sådan, at der er nogle ting, der lapper over, og det befinder jeg mig godt i.

Pige: Herinde bor Carli? (6:09)

Gitte: Det her sted har en del værelser og senge, så der kan være nogle børn. Vi kan sove ti hernede. Otte regulære gæster udover mig og min mand. Fordelt på nogle værelser. Så det bruger jeg i mit arbejde på Børnehuset. De første tre uger af sommerferien, siden vi købte det, har været koloni.

Pige: Hele vores liv har vi faktisk været ude at ride på de her heste. Altså ikke lige de her, som er her. Men fx Fnugga, hende den gamle, hun har været der siden dag et. Og så havde vi også en hest, der hed Katla, og det var så hende, som vi red mest på.

Gitte: Her i sommeren 2022, der har der været fire hold igennem. I forskellige størrelser. Og hvor de to så er ridelejre. I øjeblikket er vi i gang med de øvede ryttere, og det er lidt sjovt, fordi det er børn, som nu er ved at være voksne, som jeg har kendt, siden de var fire år igennem Børnehuset, og som kommer hernede, og vi tager det ligesom som en selvfølge, at vi har den her uge på Møn, hvor vi rider, og vi får snakket om deres liv her og nu. Ikke at vi ikke ser hinanden i løbet af ugen derhjemme, men der er bare rigtig god tid her, og der er god tid til fordybelse, og der er god tid til det, vi har tilfælles, som er heste, som har været det, vi havde lige med den her gruppe. Og ja … alt i alt synes jeg, det har været en gevinst for mig og for mit arbejde med de børn, som jeg har tæt på. Og så også for børnene, fordi det giver også nogle muligheder.

Pige: Gitte, hun nåede lige at få det, og så gik der nogle måneder, og så fik vi lov til at komme herover og se stedet.

Interviewer: Så I har været her siden 2017?

Pige: Ja, det kan vi se på den hule, vi har lavet. Vi har lavet en hule oppe i skoven.

Pige: Hvis vi går længere op her, så har vi lavet en hule og bygget en masse ting deroppe.

Pige: Den er nok faldet sammen, fordi vi … Hvert år begyndte vi så at bygge mere og mere på den, og der kom flere og flere – der var ikke kun os tre. Jeg fik andre, små børn med, fordi jeg var sammen med dem her, og der var … Vi har egentlig bare alle sammen hjulpet med at bygge hulen. Og det er ikke, fordi vi bruger den, men det var bare hyggeligt at lave.

Pige: Have noget aktivitet sammen, ikke?

Pige: Ja.

Pige: Det var hyggeligt, synes jeg.

Pige: Nu er vi så nået til vores hule. Jeg har faktisk ikke været ned ved den i rigtig lang tid. Et år, tror jeg, har jeg ikke været hernede og se på hulen.

Pige: Vi var meget uenige om størrelsen på den, og hvor den skulle bygges.

Pige: Altså hvis det stod til mig, skulle den ikke have været her, fordi det er en lille trekant, og der kan kun sidde tre mennesker herinde.

Pige: Vi var små – vi vidste ikke, hvad vi lavede.

Gitte: Og så tror jeg faktisk også, at det giver mig noget ekstra, at børnene har været hos mig. Vi har i hvert fald aldrig nogen diskussioner om, hvorvidt vi skal være på den ene eller den anden måde. Det er mit hus. Eller mit og Sørens hus. Og det er jo os, der sætter reglerne hernede. Det er aldrig til diskussion. Jeg synes bare altid, vi får sådan nogle helt vidunderlige ture herned til. Der er meget få konflikter, og der er ligesom nogle regler og nogle rammer, der er sat på forhånd, som alle accepterer og befinder sig i. Og så tror jeg også lidt for de børn, jeg har med hernede, så kommer de jo hjem til mig. Ligesom når jeg kommer hjem til nogen, så er jeg jo gæst, og når jeg er gæst, så opfører jeg mig også gæste-agtigt, og det gør børnene også her. Så der er en stor høflighed og en stor sådan … ja, vi gør det her sammen. Og det, tror jeg så også, gør et eller andet ved konflikterne. Der er ikke så meget diskussion om, hvem skal det ene eller hvem skal bestemme det andet eller andet. Det gør jeg. Og det går fint.

Pige: Jeg kan godt lide det, fordi udsigten er formidabel. Udsigt til hestene, og det er så flot. Altså når man vågner, tager man lige og åbner vinduet og bare …Så er det bare frisk luft, og det er fantastisk. Man kan ikke blive andet end glad.

Pige: Nej, jeg kan huske, at da vi kom til at starte med, der var der sådan en slåskamp om det her værelse, fordi der var udsigt til hestene. Og det første Khaki sagde var der var udsigt til hestene, så hun har faktisk bare valgt det her værelse.

Pige: Ja, det er mit yndlingsværelse.

Kirsten: Mange af os kan lære noget mere af den måde, I er sammen på i Buen. Den måde som man kan lære på og lege på og tro på, at man kan få en ven. Tro på, at man kan være en ven. At man kan være der for hinanden.

Svet: Vi kunne se forskellen på vores datter.

Dragon: Ja.

Interviewer: Ja. Hvordan kunne I se det?

Svet: Ja, altså … de bliver sgu lidt mere rolige at opdrage, ikke? Og alt det der … Når man snakker med dem, så snakker de ordentligt. Altså mine unger skal aldrig vise fuck-finger til mig eller ”fuck dig” eller … råber og skriger af mig.

Dragon: For det har også været et problem.

Svet: Vi har diskutere lidt, men de ved godt, hvem der er voksen, og der ikke er.

Dragon: Ja.

Svet: Hvordan de skal snakke med os.

Dragon: Det har da været sådan, hvor man ikke kunne tage dem med nogen steder, hvis ikke Gitte var med.

Karian: Jeg synes, Børnehuset har en god blanding af at involvere forældre og stadig gøre dem til en aktiv part i livet og også hjælpe dem, fordi ofte når det er svært derhjemme, så har forældrene en stor andel i det. Men samtidig også at forstå, at når forældrene ikke kan, så at gå ind og varetage den forældre-agtige rolle i børns liv, som er mega vigtig at kunne … ligesom aflaste på den måde. Samtidig med at man arbejder på at gøre forældrene til stærkere og bedre forældre. Så det der med som barn hele tiden at vide: Jeg har også nogle andre, jeg kan gå til. Nogle andre voksne. Som kan agere mine ”forældre”. Eller have den der hånd i ryggen på én, når man bliver usikker og føler, man falder. Det har været en rigtig god blanding. Altså det, tror jeg, er en god opskrift på at hjælpe familier, der har det svært. Fordi alternativet til Børnehuset er jo, at man overvejer en anbringelse. Og det kan man have rigtig mange holdninger til. Det kan også nogle gange være godt.

Frank: Sådan som jeg har hørt det, og sådan som jeg har set Buen udvikle sig de få gange, jeg har været deroppe til jeres events eller set jer på nettet eller sådan noget, der synes jeg jo, det har været enormt spændende at se det der andet tag på familier og især på forældre, som Buen har haft. Altså det der med, at man prøver og forstå forældrene og respektere forældrene grundlæggende.

Michael: Der er mange gode ting jo. Fordi vi har jo fået hjælp til det, som jeg ikke selv kunne finde ud af. Strukturering – det var jo et must at … et stort emne, ikke?

Gitte: Jo.

Michael: Og så var der lige det der med det økonomiske i det. Det aspekt i det at det var svært at få det til at hænge sammen, både med at passe sit arbejde og børnene og skolegang og skoleskift og sådan noget, som I også har været med at bakke op omkring.

Gitte: Jo, og så var det vel egentlig også overblikket, fordi rigtig meget kunne du, men det var lige det med at opdage det.

Michael: Jo, jo, men det var også det, at man faldt lidt tilbage, og så troede man lige pludselig, at man ikke kunne det. Jo, så også det at blive løftet op igen.

Darina: Jeg har fire børn – to små og to store. De to små er meget involveret i Børnehuset. Men jeg må sige, at så snart jeg har brug for hjælp til de store, så er de der faktisk også. Min søn er tyve år. Og så kommer Martin. Eller Gitte. Jeg spørger faktisk Gitte, om hun kan hjælpe med min søn.  Og så har han fået hjælp. Og min datter, hun er seksten. Hun har også fået hjælp fra Buen.

Søren: Vi er jo nogen, som hen ad vejen kan blive vigtige for børn og unge, men som udgangspunkt er vi ikke vigtige. Så den der kombination af at være vigtige og ikke vigtige. Fordi vi også jo skal være opmærksomme på, at der er nogen, der er endnu mere vigtige end os. Nemlig især børnenes familier. Så det der med: Hvordan får vi skabt noget, som ikke bare handler om en relation til barnet eller en ung, men relationen til det, som børnene også har med sig. Og dermed det, som børnene er en del af.

Michael: Altså knægten har jo – både Laura og Lukas – været meget glade for at være her. Og Laura er her jo så ikke, men hun ringer da lidt engang imellem og så lige spørger: Gitte, kan du ikke lige …

Gitte: Ja.

Michael: Og det er jo super fedt, at man … selvom man faktisk ikke er her, at man stadig kan ringe til Gitte og sige, at der er et eller andet, som man ikke … ”Hvad skal jeg lige gøre?” Og så kommer du altid med … måske ikke lige en løsning, men du kommer med nogle gode muligheder, som kan gøre noget, ikke?

Gitte: Ja.

Frank: Nogle institutioner lukker sig jo. Altså de bliver så super specialiserede, at det bliver svært at komme ind. Og der har jeg indtryk af, at I har en meget stor båndbredde i de forældre, I tager ind.

Gitte: Når børn og familier … unge … kommer i Børnehuset, er det rigtigt vigtigt for os at forstå: Hvad er det, der har gjort, at sådan som de har det lige nu og finde den bedst mulige løsning. Hvad er det, der er hændt dem? Hvad er det for en historie? Hvad er det for nogle ting, der har spillet ind i deres liv? Vi er virkelig optaget af den kompleksitet. Og nogle gange er det faktisk det sværeste.

Barn: Vi skal ud og spille minigolf.

Mikkel: Vi får også tit forskellige børn ind ad døren. Én dag er de i godt humør, og så er de rigtig åbne for de aktiviteter, vi har planlagt. Og andre dage kan det være en rigtig svær dag, hvor vi lige er nødt til at greje aktiviteten en lille smule for barnets skyld måske. Eller nytænke aktiviteten, fordi det kan være en rigtig dum dag lige at lave den her måske udfordrende og svære aktivitet.

Barn: Det, jeg godt kan lide ved Buen, det er … man ved aldrig, hvad er sker. Sådan cirka. Når man ikke skal bekymre sig om omverdenen, fx corona, Jwan og Fatima har haft det  har haft det, hvordan jeg selv havde det. Selvom vi har været rigtig meget sammen. Jeg har endda givet jwan  Fatima et kram, inden jeg blev smittet. Jeg fik en lyntest.

Mikkel: For mig at se, så er bilen jo et fantastisk pædagogisk rum i vores arbejde, fordi når vi enten henter eller kører dem hjem, så er der lige de her … oftest et kvarter til en halv time, hvor vi får sammen sådan et helt stille rum, hvor vi egentlig bare sidder og kører bil, og vi laver egentlig ikke andet end det, men det kan faktisk give nogle rigtig gode snakke. Det falder meget naturligt. Vi sidder egentlig bare, og vi skal begge to det samme sted hen, så vi sidder bare i bilen og snakker helt stille og roligt om, hvordan det egentlig går – og der er også nogle børn, der slet ikke har brug for at snakke. Så sidder vi stille helt alene, og så er vi bare … kører. Men så alligevel så oftest kommer der alligevel et lille spørgsmål eller en lille samtale alligevel, fordi vi ikke kan være stille hele vejen.

Barn: Hvis nu det var mørkt, så var det det samme, som hvis det var lyst.

Mand: Nåh, det er rigtigt.

Frank: De der samtaler er altid bedst i en bil, fordi der sidder man ikke og kigger på hinanden. Man er sammen om noget fælles tredje, der gør, at man kan møde hinanden. Men det, der er vigtigt at lægge til … altså det er sådan en slags grundfilosofi, man kan have om, hvordan man skaber noget sammen. Men det, der er vigtigt at lægge til, når man nu er professionel, som Buen skal være, det er jo det der med at vide, hvad man gør. Altså at det er faktisk ikke alt, der går. Altså nogle gange kan det være helt i hegnet at gå den der tur, fordi det er nødvendigt, at man sidder og tale face to face. Eller nogle gange skal man ikke ud og danse, fordi der er nogle ting, man er nødt til også at klare på en anden måde. Så det der med at have en klar bevidsthed om, at når man gør det, så er det med et mål for øje. Så man har et eller anden form for forandringsperspektiv – man vil gerne sikre, at det her barn får det bedre. Dvs. man gør noget sammen med barnet, for at det selv kan gøre noget eller man gør noget med forældrene for at barnet får det bedre.

Gitte: Vi tror på, at det er relationer, der bærer troen på eller håbet om og modet til at gå på forandringens veje. Hvis jeg skal gøre noget, som er rigtig svært for mig – og det, ved vi jo, at det er, for ellers havde man gjort det selv – så skal jeg tro på, at den, der holder mig i hånden eller går ved siden af mig og kommer med nogle gode meningen om, hvad jeg kunne prøve af, faktisk vil mig det godt. Jeg skal tro på, at de vil stå ved siden af mig, og jeg skal tro på, at de også vil gribe, hvis jeg falder.

Sang – Jeg har samlet mine tanker – jeg har samlet mod – jeg har lagt en plan – det skal være nu – det er nu, vi kommer væk fra den idiot – nu vi gør os fri – nu vi slipper ud.

Michael: Tilbuddet mellem forældrene og kontaktpersonen er jo absolut vigtig.

Gitte: Ja.

Michael: Og helt klart også mellem børnene. Så børnene ikke er i tvivl om, at vi snakker sammen. Så de behøver ikke være i tvivl om … mor og far ved det faktisk godt. Og Børnehuset ved det også godt fra forældrene af. Den, tror jeg, er vigtig.

Gitte: Ok.

Mikkel: Og det rummer også rigtig mange forskellige ting. Det rummer relationer og begyndelse på at være i Børnehuset, fordi det er også … et anderledes hus at komme ind i. Det er nogle anderledes ting, man skal forholde sig til. Også kontaktpædagogen. Vi kommer ind over dørtærsklen og sætter os i stuen, og vi giver os til kende, hvis vi har en mening i forhold til, hvordan … hvad vi egentlig mener måske skal ændres eller ting, de bliver nødt til at forholde sig til omkring deres barn.

Michael: Jeg havde jo meget rod. Hvilket du fandt ud af. Som jeg også fik hjælp til. Og lige der havde jeg egentlig ikke lyst til, at I kom ind i hjemmet. Men det var fordi, jeg tænkte først: Åh! Kommunal! Ikke igen! Så er det køleskabet, der … og så er det et eller andet andet. Men der fik jeg en forkert vinkel af det allerede der. Men efterhånden som det så småt kom på plads, og man lærte jer at kende på en anden måde, så synes jeg også, man faldt mere til ro i det. Og fik også egentlig lysten til at vise jer, hvad det egentlig er derhjemme og byde jer indenfor og sådan noget. Og da vi så fandt ud af, at det handlede jo ikke om, at vi skulle tømme hele huset og bo i en lille firkantet æske, og der skal være sterilt og alt muligt. Det var ikke det, det handlede om. Det handlede om, at det kører godt med familien og børnene. At vi får det til at hænge sammen, så godt vi kan.

Mikkel: Det, ved jeg og har hørt fra mange forældre, er rigtig grænseoverskridende. Så det er noget, man skal vænne sig til, og det er noget, man skal give sig hen til, og det kræver, at man har et godt samarbejde, og at man får snakket om tingene.

Darina: I starten troede jeg, at det var et eller andet mareridt, fordi jeg tænkte på, hvad der skulle ske. Fordi da jeg hørte, at det var Børnehuset, så tror jeg, at jeg tænkte, det ville være noget med for mange aftaler, og så er der hjemmebesøg, og så skal det være over det hele. Men det var det faktisk ikke.

Camilla: Jeg hedder Camilla, og jeg er pædagog i Børnehuset. Jeg har været her i ni år efterhånden. Og jeg er kontaktpædagog for fem familier og de børn, der hører til der. Og blandt andet Viktor. Og det skønne ved at være kontaktperson for Viktor, det er jo, at han er en skøn skøn unge. Han synes, at alting er fuldstændig fantastisk eller også er det fuldstændig det værste, han nogensinde har oplevet.

Barn: Jeg kan godt lide at få tiden til at gå med at spille Playstation. Altså FIFA. Det er ikke, fordi jeg går op i fodbold. Jeg går faktisk op i stikbold. Og håndbold. Altså hvis der bare starter en håndboldkamp eller en FCK-kamp, så kan jeg ikke holde øjnene fra det. Det er det mest spændende ved overhovedet noget sport. Jeg kan godt finde på at se det der, der kommer fire gange om året … nej, én gang hvert fjerde år.

Interviewer: Hvad er det?

Barn: OL. Min kontaktperson er Camilla. Hun er mega sjov at være sammen med, fordi hun kan finde på alt muligt. Hun kan finde på at tage i skoven, i svømmehallen … hun kan faktisk finde på at tage mig med ud til sådan nogle steder, hvor det ikke er så ofte, man kommer ud. Jeg var engang på overnatning hos hende. Fordi min lillebror var syg. Og der var ikke nogen til at passe mig.

Camilla: Jeg vil sige, at det, der kan være en udfordring, men samtidig også enormt givende ved at være kontaktpædagog her i Børnehuset, det er jo det dobbelte i, at man den ene dag hos den ene familie er deres redning, og det hele er skønt og dejligt, og … altså du kan risikere, at dagen efter … eller fem minutter efter, så bliver du fyret på gråt papir, fordi det jo selvfølgelig er super svært, at der hele tiden … eller ofte står én bag én, og nogle gange føler folk måske også, at de ikke gør det godt nok eller ikke kan gøre det godt nok. Og det er jo den der dobbelthed, der er i det at skulle støtte forældrene og at kunne være der for dem og at kunne tage imod vreden og frustrationen fra forældrene.

Gitte: Jeg plejer at sige, når jeg skal ansætte folk hernede i Buen, at man skal være til stede med sin person i mindst lige så høj grad som sin profession. Ikke at jeg underkender nogen som helst form for faglig profession, fordi den er sindssyg vigtig – det er det, man har med sig i rygsækken, som er det, man kan spille ind i selve arbejdet, men det er også rigtig vigtigt, at man er troværdig som person. Og det kræver. Og det kræver, at vi arbejder med den troværdighed og den relation, og at vi kommer til at give noget af os selv. Og tør give noget af os selv i det her arbejde, for ellers får vi ingen bevægelser. Jeg vil i hvert fald ikke gå ved siden af nogen med noget, der er svært, hvor jeg er bange for, at jeg vakler, med mindre jeg troede på, at nogen ville gribe mig.

Søren: Når mennesker er i noget, der er rigtig vanskeligt, så har de brug for at have en oplevelse af, at der er nogen, som følger dem på vej. Fordi på en måde … udsathed hænger også sammen med en oplevelse af  at blive for meget alene.

Barn:…og det der,det bliver 2ooo…..

Mikkel: En rigtig vigtig ting her i Børnehuset det er også, at børnene kan få hjælp til deres lektier, fordi det er også noget, vi går meget op i og noget, vi er meget inde over – om børnene får lavet deres lektier og er med i de forskellige fag ovre i skolen, og der har vi jo ansat en lærestuderende, og vi har haft mange forskellige lærerstuderende, og de er super gode at have i huset, fordi de ligesom kun skal give sig tid til at være med til at lave lektier.

Pige: Det er måske også det med skolen agtigt,der har I jo været der med skolen fordi min mor har jo lidt travlt med arbejde og … jeg ved ikke lige … så var det måske bedre, at I hjalp os lidt med skolen og sådan noget. De har lidt mere travlt end at have tid til at hjælpe os. De ville selvfølgelig godt gøre det, men det er jo svært – der er jo to, og vi har forskellige lektier for og så synes jeg bare det har været godt at I har kunnet hjælpe os.

Pige: Også fordi der har været skolelærere på, som så har hjulpet os igennem det, som har meget forstand på det. Altså fx dansk og matematik. Bare i det hele taget. Så synes jeg, det har været en dejlig hjælp, at der er en skolelærer, der er på til det, som har styr på det.

Gitte: Som der er hernede?

Pige: Ja. At de har haft styr på det hele, og at de faktisk har hjulpet mig igennem skolen.

Gitte: Ja. Det var  Mumiah, som I mest drev til vanvid, ikke?

Pige: Jo. Og Rasmus.

Pige: Ja, dem plagede vi en del.

Gitte: Ja, det kan jeg godt huske.

Pige: Det gjorde vi.

Gitte: Jeg kan huske, der var én af jer, der lærte at læse ved at sidde på skuldrene af Mumiah.

Pige: Ja, det var mig. Han har virkelig lært mig at læse rigtig godt.

Gitte: Ja. Så gik I rundt, indtil du havde læst bogen. I nåede ned i arkaderne og gennem biblioteket.

Pige: Ja, vi gik rundt overalt. Og han fik mig faktisk igennem den bog der, ikke?

Gitte: Ja. Og det var sjovt at læse – det var ikke kedeligt at læse, og det var det, jeg godt kunne lide ved ham – at han gjorde alt sjovt. Han gjorde det ikke kedeligt.

Pige: Det er rigtigt.

Gitte: Ja. Han var god.

Mumiah: Ja, jeg var ligesom lærer nummer to. Og det sjove var, at al den tid, jeg var der: ”Lorte Mumiah. Du er så dum, Mumiah. Uffe var meget bedre.” Og Uffe var den lærer, der ligesom var der før mig. Og så, da jeg ligesom … jeg var i en situation, hvor jeg fik muligheden for at få et andet job, der var skide spændende også – og var helt ødelagt over at skulle væk og havde nogle gode samtaler med Gitte om, hvordan og hvorledes … hvor hun ligesom fik sat stolen for døren: Jamen, hvis du skal smutte Mumiah, så skal du finde nogle nye. Og så måtte jeg jo i gang. Og på det tidspunkt var Rasmus, min kammerat, lige startet på læreruddannelsen, og han var skide god. Så jeg vidste ligesom, at der var nogle år i ham. Så jeg fik ligesom ham til at overtage. Og så var det jo rigtig rart at høre, da Ramus overtog: ”Lorte Rasmus. Du er så dårlig, Rasmus. Du kan ingenting. Mumiah var meget bedre.”

Karian: Altså lige så meget ro det har givet i mit liv at få den hjælp,  så lige så meget – når man egentlig tænker tilbage – lige så meget et tossehus var Børnehuset.  Altså Molly, der stikker af og børn, der ikke gider lave lektier og os, der hopper ud af vinduer og … altså sådan … og snyder med lektierne og siger, at vi har lavet dem eller ikke lavet dem og gemmer vores bøger eller … låser os inde på vores værelser og … altså sådan … der var også plads til ballade. Og når det blev for meget, så hørte vi også for det. Men der var også plads til lige at skeje ud og lige … løbe lidt fra det hele.

Mumiah: Jeg skrev et brev til Gitte, hvor at … altså jeg stopper med det her. Jeg skal ikke være skolelærer – jeg kan ikke finde ud af det. Det var hårdt. Det havde været en hård dag, hvor Gitte bare trak mig ind på kontoret og sagde: ”Ja, det er lort. Sådan nogle dage er der også – nu strammer vi op.”

Gitte: Nogle gange kan vi få situationer ind, som er akutte eller lidt voldsomme, og så kan man godt blive grebet af at ville forholde sig til der, hvor det larmer. Der, hvor der er nogle symptomer på børn, der ikke trives eller forældre, der ikke trives. Men vi håber at fastholde det blik, der hedder, at adfærd og måde at agere på er kommunikation, hvor både børn i særdeleshed, men også forældre med deres handlinger forsøger at fortælle os noget.

Søren: Udvikling – børns udvikling er jo ikke kun et spørgsmål om børn, der udvikler sig, men børn, der udvikler sig, når de kan mærke, at dem, der er omkring dem, også udvikler sig. Og det er jo det der med, når forældre pludselig får nogle andre perspektiver …. får øje på deres barn på en anden måde. Får andre perspektiver i forhold til deres eget liv. Når der sker noget, der også nogle gange er … nogle ting, der bliver vanskelige mellem søskende. Og hvordan får man også taget vare på det med med … ja, børnene er en del af noget, der er større. Og dermed ikke kun tage vare på det ene barn, men tage vare på det fællesskab og det, som børnene er en del af.

Svet: Forældre skal samarbejde med Børnehuset, ikke?

Dragon: Jo.

Svet: Hvis vi skal … For at hjælpe, så skal vi også arbejde med og være ærlig og fortælle dem, at sådan og sådan og sådan. Og så får vi hjælp. Altså vi er med. Vi arbejder meget med Gitte hele vejen igennem. Eller ikke kun med Gitte. Vi har haft Tina, ikke? Som jeg husker. Som kontaktperson. Og hun er kommet en gang om ugen. Og vi har spist sammen. Aftensmad . Og snakket lidt frem og tilbage. Nu er det – kan man sige – professionelt – men også privat, og så begynder vi at kende hinanden. Så de hjælper!

Dragon: Ja, og de var med i sommerhus.

Svet: Ja, og du var i Sverige også med Tina og de der pædagoger.

Gitte: Faktisk har jeg tænkt på, at I var halvandet år, første gang I kom. I havde en storebror derhjemme. Så I må have tænkt på mig som sådan en eller anden … Kan I overhovedet huske en tid, hvor Børnehuset ikke har været her?

Pige: Nej

Pige: Nej, det har faktisk været der sådan hele vores liv faktisk.

Pige: Ja, det har vi faktisk.

Gitte: Ja. Hvad tror I, det har betydet, at vi har været der? Hvad tænker I, når I nu husker tilbage på tiden med Børnehuset, hvad tænker I så?

Pige: Altså det har jo hjulpet os en del med skole og sådan noget, fordi jeg blev jo også skoletræt på et tidspunkt, hvor det var godt at komme herned, hvor I hjalp med lektier og gjorde, at man blev motiveret til skolen og ikke bare gav op. Ellers tror jeg ikke, jeg var nået så langt, hvis ikke I havde været der og hjulpet mig igennem.

Pige: Nej, det tror jeg heller ikke.

Pige: Og så det med at vi rider jo derude, det har også hjulpet, hvis man har været lidt ked af det eller … sådan … hvis man gerne vil være sammen med nogle dyr. Så har det hjulpet lidt at komme ud på gården og blive gladere.

Gitte: Ja. I er godt nok blevet nogle dygtige ryttere.

Pige: Tak

Pige: Det er vi glade for, at du siger.

Gitte: Ja. Jamen, det er I.

Mumiah: Jeg tror, at det, der var det fede for mig i at være i Børnehuset Buen, det var at være omkring de mennesker, der ligesom var der. Børn og forældre og kollegaer og Gitte. Og det der med  at opleve at være et sted, hvor man ligesom er med til at skabe noget, der er vigtigt – hjælpe nogle unger og se dem vokse. Både fysisk, men også fagligt og menneskeligt.

Kvinde: Hvis jeg skulle være lektie?Sådan altså hjælper, så tror jeg faktisk godt, jeg kunne tænke mig at være det i Buen, fordi i Buen tænker man på, at man skal have lov at finde sin form. Man skal have lov at finde ud af, hvordan … hvordan lærer man egentlig? Det vil lærerne i skolen selvfølgelig også gerne. Der er bare lidt færre voksne og lidt flere børn i en almindelig folkeskoleklasse. Når man så sidder der med sin lektie-hjælper, så er det jo ens i den tid, man har sammen. Og dvs. at så kan man jo finde sin måde at lære på.  Jeg ved, at fra da jeg gik i skole, så var der nogen, der skulle fortælle mig om matematik på mange forskellige måder, før jeg lærte det. Så lidt personlig vejledning – det kan man have rigtig meget brug for.

Sang:  Hey – Viktor har fødselsdag, og det har han jo, og det er i dag. Viktor har fødselsdag, og det har han jo i dag.

Mikkel: Så er der jo de der tredive-fyrre gange om året, hvor vi holder fødselsdag hernede i Børnehuset for de forskellige børn, og det gør vi jo på den måde, at det er barnet, der har aftalt med køkkenlederen, hvad vi skal have at spise, så det bliver en helt særlig dag for børnene, hvor vi også hænger billeder op i Børnehuset af dem, og der hænger flag, og der er ikke nogen tvivl om, at vi holder fødselsdag. Der kommer banjo frem og en lille guitar, og vi synger sange, og vi ønsker mange gange tillykke, og vi hopper ned fra stole, og vi giver også en fin gave nede fra Børnehuset. Så det er sådan en … ja, det er jo bare en klassisk familiefødselsdag, som vi bare holder i Børnehuset Buen. Det kan også være, at fødselsdagsbarnet måske har haft en ønske om at komme i Legeland et stykke tid, og så har vi planlagt det sådan, at: Nå, men så kommer barnet det på fødselsdagen. Så tager vi i Legeland alle sammen og holder fødselsdagen i Legeland, men tager så hjem og spiser og får fødselsdagsgaver og alt det her.

Pige: Det, jeg godt kunne lide, da jeg startede i Børnehuset, var, at jeg fik god mad. Og at man kom på mange forskellige ture. Ja.

Mikkel: For mig så har det jo en stor betydning for børnene det her med, at de kommer ind og sidder og får noget at spise. Fordi det skaber ligesom … det plejer at skabe en rigtig god ro. Altså der plejer at være et rum med en masse ro, hvor vi sidder og får noget at spise, og så bliver samtalen heller ikke så påkrævet igen, fordi vi sidder egentlig bare og spiser sammen, og så lige pludselig er der én, som stiller et spørgsmål, og så svarer … så er der måske to eller tre ved bordet, som svarer.

Snak ved bordet mellem børn.

Mikkel: Så det er egentlig bare et helt fint, stille rum, hvor vi sidder alle sammen og hygger os. Og nu hvor vi snakker om mad, så er det sådan, at vores køkkenleder engang imellem også … altså hun står jo i løbet af sådan en dag og laver mad nede i køkkenet, så det er tit sådan, at så hiver hun et barn eller to med ned og hjælper med at skære nogle grøntsager eller lave en kødsovs eller et eller andet forskelligt.

Interviewer: Hvor har du lært at lave mad henne?

Barn: Det har jeg bare.

Interviewer: Hvorfor lægger du ikke det hele på på én gang?

Barn: Fordi ellers så bliver det ikke lige så godt.

Mikkel: Og på den måde så giver vi jo børnene et indblik i, hvad der bliver lavet nede i køkkenet, og hvordan man laver mad, og på den måde … altså det er jo allerede en aktivitet der, som mange af vores er rigtig glade for.

Gitte: Vi tror på, at alting skal ses i en kontekst. Altså i en sammenhæng. Det er både, når vi snakker om, hvad der er hændt i familien omkring barnet og også de her-og-nu episoder. Man kan ikke bare sige: Han gik ind ad døren og smadrede en rude. Man er nødt til at forstå: Hvad skete der før? Og måske endda endnu før. Og hvad er erfaringen for at forstå, og giver det mening det, der skete? Så det gælder både, når vi skal snakke om: Hvorfor er det her blevet til den bedst mulige måde at lave sammen på? Fordi folk gør altid deres bedste. Og nogle gange kan vi … hvordan kom vi dertil? Så er vi nødt til at forstå det i en sammenhæng. Det vi snakker om – at forstå det i en kontekst.

Søren: Mange steder i systemet kan jeg opleve, at … ja … der bliver sådan et fokus på også at beskrive børn, hvor jeg jo er optaget af at forstå børn i den kompleksitet, som også handler om de historier, der … alt det, der er sket i børnenes liv og også de historier og de mønstre, der har udviklet sig.

Gitte: Selvom nogle af børnene tror, at jeg bor hernede og altid er her, så er det jo et arbejde, jeg har, som jeg tager rigtig meget højtideligt, og det ved jeg, at alle medarbejderne her i Børnehuset gør. Vi skal gøre en forskel. Vi skal være med til at gøre en forskel. Og vi skal gøre vores allerbedste. Og det må vi ikke lægge fra os. Så derfor nogle gange så står vi et sted, og så er der nogen, der vælger at sige: Jeg vil ikke gå med her. Det sker sjældent. Men det sker. Det er altid smadder svært. Men der sker også engang imellem det, at vi stopper og tænker: Puh! Det har været en hård omgang. Og så heldigvis sker det, at vi mødes igen, og hvor tiden også har gjort, at vi kunne se på det og sige: Der skete faktisk noget. Det kan godt være, det var svært dengang. Det kan også godt være, vi boksede lidt med hinanden. Men det havde en betydning. Det er nogle af de gange, hvor jeg tænkte: Åh, bare jeg havde haft den viden på det tidspunkt, hvor vi stod i det. Og at det trods alt her nogle år efter med tilbageblikket kunne kigges på som noget, der havde været nyttigt alligevel. Hvis man kunne det, så ville det nogle gange være nemmere, for det berører os jo selvfølgelig altid rigtig meget. Det er jo mennesker, som arbejder her, og som virkelig går op i deres arbejde og som faktisk møder op, fordi man synes, at det er rigtig vigtigt og fordi, man rigtig gerne vil være med i en vigtig proces. Der er også nogle gange, hvor man er så heldig, at man hen under vejen så kan høstee … kan man sige … glæden ved, at man har stået fast. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt var ude med en pige, som skulle have sin HF-hue på. Og ned ad trappen – hvor hun lige havde fået den … og vi havde godt nok bokset med hinanden – der sagde hun: Er du klar over, hvor vred jeg har været på dig mange gange? Og jeg sagde, at det vidste jeg godt – men om hun var klar over, hvor glad jeg var for hende?

Karian: Altså Børnehuset er grundsted og fundament for, hvad jeg har bygget resten af mit liv på. Jeg var overhovedet ikke endt, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde gået i Børnehuset. Og det politiske – jeg synes, det er så vigtigt, at man prioriterer at have sådan nogle familiebehandlingstilbud, der er så helhedsorienterede og så unikke, som Børnehuset er.

Frank: Det der med at være sammen med sådan en som Gitte, det er jo, at det er personen – det er barnet – den unge – der er det vigtige i det her. Det er den progression/forandring/forbedring, som det der barn er udsat for, som er det vigtige. Og der er der ingen grænser.

Søren: Det er også én måde at beskrive Buen på – sådan som jeg kender Buen – det er også som et sted med nogle folk, som også har en dedikation for at følge én på vej.

Mikkel: At være her i Børnehuset Buen er rigtig godt for mig, fordi det er et sted, jeg føler mig rigtig godt tilpas, men det er også en arbejdsopgave, som jeg føler, er rigtig vigtig, men som også passer mig rigtig godt, og jeg føler, at jeg gør en forskel hver eneste dag, jeg går på arbejde.

Kvinde: Jeg tror, at Hillerød oplever Buen som et sted, som er godt. Altså at det er godt, at vi har Buen. Og at vi kan være glade for, at der er nogle børn, der kan finde et godt sted at være i Buen. Og at vi ved, at der er nogle voksne i Buen, som vil de børn, der er der, det allerbedste.

Sang: Buen har fødselsdag, og det har den jo, og det er i dag …

Kvinde: Tillykke til Buen – femten år.

Mumiah: Tillykke til alle de dejlige børn og mine tidligere kolleger og Gitte og Børnehuset Buen med de femten år. Ja, stort tillykke, ikke også, skat.

Frank: Jamen, tillykke Buen med de femten år. Det har været fantastiske år.

Camilla: Til allersidst skal jeg bare sige stort tillykke med fødselsdagen til Børnehuset. Fra mig.

Svet: Tillykke med de femten år.

Dragon: Til Børnehuset.

Fællessang: Buen har fødselsdag, og det har den jo, og det er i dag …