SANGE FRA BUEN

Gitte: Du siger til, når du er klar.

Interviewer: Ja, vi kører. Værsgo. 

Børn: Hej, alle sammen, og velkommen til den her film.

Barn: De er nogle forældre, der har haft det hårdt, og så har de fået lavet en sang om sig. Så vidt jeg ved.

Barn: Jeg ved ingenting.

Barn: Gitte, lederen, har spurgt, om de vil være med til at lave deres egen sang, hvor der er nogle professionelle, der laver sangen, hvor de fortæller om det der.

Interviewer: Vil du lige sige, hvad vi skal spille på i dag?

Nana: Vi skal spille på sådan en rød … rød, fin Høfner bas.

Interviewer: Hej, Anders.

Anders: Hej med jer.

Jeg står lige med lidt små, fine hvide blomster til bordene.

Interviewer: Så kommer der mad. 

Gitte: Det vi skal i aften, det er, at I får lov til at høre de otte sange i en koncert.

Sang: 

Jeg lavede digte inde i mit hoved, før jeg kunne skrive

Pludselig kunne jeg få alle spøgelserne ud

Interviewer: Prøv, Gitte, lige først at fortælle os – Børnehuset Buen, hvad er det for et sted?

Gitte: Jamen, Børnehuset Buen, det er et familiebehandlingstilbud under Hillerød Kommune. Det er til familier. Ganske almindelige familier. Men som i længere tid har været ude i nogle problematikker i deres liv, som har gjort det svært at være dem. Og som også har betydet noget for børnenes trivsel, sådan at de er påvirket i en grad, hvor man tænker, at noget andet skal til. Så vi er helhedsorienterede, så når familierne kommer ind, så er det vores opgave sammen med forældrene og i samarbejde med deres børn at finde ud af, hvordan får vi familien og børnene i bedre trivsel.

Interviewer: Og det her med at du siger, at der skal da lidt musik og lyrik ind over. Altså hvordan starter det samarbejde?

Gitte: Jamen, det starter faktisk i en tanke om, at noget af det, der skal til i forandringsarbejdet med familierne derude, det er jo, at man tror på, at man kan. Og tit møder jeg jo forældre, der tænker: Det er også bare … og jeg har også prøvet … og det gik heller ikke osv. Men jeg har jo egentlig gået rundt og være imponeret over alt det, de kan. Altså der har godt nok været mange af dem, som har været igennem rigtig meget. Og alligevel så står de … og sidder til møder med mig om at lave forandringsarbejde. Og så var det så, jeg var med på en årlig dag, som vores kommunaldirektør har, sådan lidt for at have fælles linjer ud i kommunen. Det er faktisk en meget klog ting. Og der spillede Anders. Og han spillede noget om Hillerød … forskelligt … han havde sådan en … kan man sige … en musisk beskrivelse af Hillerøds forskellige områder. Og så tænkte jeg: Det er sgu da det, vi skal! Vi skal simpelthen fange ind, den her kraft, som jeg sidder og er imponeret over, men som mine forældre nogle gange slet ikke er bevidst om, at de har. Den skal vi sgu da fange ind. Og jeg tænkte, da jeg så Anders på scenen: Jeg tror, det er manden.

Anders: Jeg hedder Anders.

Nana: Jeg hedder Nana.

Anders: Og vi er sådan en lille … en sangskriver-duo, kalder vi os. Vi laver sangbare portrætter af forskellige steder i Danmark.

Sang: 

Rundesang, rundesang, chefen synger den næste sang

Rundesang, rundesang, chefen synger den næste sang

Gitte: Så var det næste at skabe forbindelse mellem De Uendelige Historier og den enkelte forælder. At skabe tiltroen og tilliden til, at det, der skulle tales om ikke var den gamle historie om alt det, som man havde været igennem, men man skulle ind og fange på-trods-af-hedskraften, som jo var en ny måde at skulle tænke på. Og få det formidlet ned. Og så var det De Uendelige Historiers opgave at fange essensen af det for så at finde ud af, hvem er det så, vi gerne ville tilbyde at være med i metodefilmene, og så var det jo også at tage det på sig at tænke tre skridt foran, at hvem vil vi tro kunne leve med at blive eksponeret på denne her måde udover at være med i selve … at dele sin historie … For at få fat og for at få fornemmelse af på-trods-af-hedskraften, så skulle man pludselig dele den ikke kun med musikerne og i koncerten og måske være lidt anonym bag en CD og en bog, men så også kunne ses, i bedste fald, for rigtig mange mennesker rundt om i Danmark, som skal kunne lade sig inspirere. Hvem var det, vi troede, også kunne være en del af det.

Michael: Jeg hedder Michael Andersen og er i tilknytning til Buen med mine to børn, fordi jeg har haft mine udfordringer i hverdagsbasis, og der har jeg så fået den tilknytning her, hvor vi får hjælp til at få styr på nogle af alle de ting, som kan være rigtig besværlige i hverdagen. 

Så er jeg så her i Børnehuset, og så er det så, at chefen for Børnehuset, Gitte, kommer hen en dag, og så spørger hun mig sådan set, om … altså de er i gang med et projekt, og så spørger de, om det er noget, jeg kunne tænke mig at deltage i. Og selvfølgelig vil jeg da gerne deltage i nogle af de ting, fordi det er også nyt for mig at prøve noget andet. Og så lyder det også  spændende, så det kan jeg jo ikke lade være med at sige ja til. 

Nana: Først vil vi gerne fortælle om Michael, som vi var ude at besøge. 

Michael: Hallo. 

Nana: Altså jeg bliver glad, når jeg tænker på ham, fordi han kom med sådan en ild og en gejst og viste os rundt og fortalte om de ting, han har i sit hjem og hans passion for musik. Vi startede ligesom i det lette, glade rum. Det var stærkt. 

Anders: Ja. Det var meget specielt at møde sådan et menneske som Michael, især når man gør det på den måde, som vi gør, hvor det er på enormt kort tid. Fordi der er virkelig noget power i ham, ikke? Og der er knald på, når man kommer ind ad døren, og det er jo helt vildt fedt, og det er også meget nemt at gå med ind i. Men Michael har jo også oplevet nogle rigtig svære ting i sit liv, som jo også er én af grundene til, at vi er der og besøge ham, og alt det, synes jeg faktisk, vi når omkring på et par timer, hvor vi sidder ude hos Michael. Så det er også meget intenst, ikke? At skulle være alle de steder sammen og sådan noget. Og det er sgu bare ret flot også, at et menneske som Michael åbner op for så meget på så kort tid. Altså det, synes jeg, er virkelig imponerende. 

Interviewer: Det med at åbne op og skulle fortælle sin historie – og nu også til andre end lige lederen på Buen og Anders her, men til alle i virkeligheden – hvordan er det?

Michael: Det er jo lidt skræmmende i starten, fordi det er meget dybt og meget følsomme områder, man går ind og snakker om. Men lige til Buen eller til Gitte for den sags skyld synes jeg ikke, det har været det store problem, fordi de skal også vide, hvad de skal arbejde med. Hvad de egentlig har at gøre godt med. Og det finder de jo først ud af, når man åbner lidt op for det. Men at dele ud til andre. Det er sådan lidt mere … skal jeg lige trække den lidt … men så kom de her projekter jo, og så tænkte jeg, at hvis der er andre, der også kan få glæde af det her, så helt klart – så vil jeg med glæde åbne op for det, fordi jeg selv gør det i forvejen via musik. Altså hvis jeg ikke kan formulere mig rigtigt eller prøve at forklare mig til andre, så prøver jeg at bruge min musik. 

Anders: Og så havde vi jo en lille … hvad skal man sige … en lille fælles hobby i det her med musikken, fordi Michael jo også spiller og har et studie derhjemme og sådan nogle ting. Så der var helt klart også et eller andet der, hvor jeg sådan følte, at der havde vi ligesom lidt ekstra bon-kammerateri der omkring det med det studie der. 

Nana: Det gjorde også, at vi var nødt til at blive der en time mere, end vi havde været ved nogen af de andre. 

Sang: 

Rundesang, rundesang, Anabell synger den næste sang

Rundesang, rundesang, Anabell synger den næste sang 

Sang: 

Når jeg danser. Glemmer jeg tid og sted. Et øjeblik 

Anders: Nå, Anabell, vi snakkede jo sammen i telefonen i går. Og du har også fået et brev fra Gitte, så du ved sådan nogenlunde, hvad vi skal. Men jeg tænkte, at nu hvor vi sidder her overfor hinanden, så vil jeg lige sige sådan, hvad projektet egentlig går ud på og sådan noget, så du lidt ved … eller i hvert fald også har hørt fra os, hvad det egentlig er, der foregår. 

Gitte: Hun havde fundet en anden måde, kan man sige … hun havde fundet sig selv og også sit frirum i kunsten. I dansekunsten. Og har jo også musik tæt inde på livet. Og her spurgte vi også – uden at være helt sikre på, om hun var parat til at kunne dele det også ude. Og med den følsomhed der skal være omkring det, at hun har været rigtig meget igennem i sit liv og været brugt op på alle mulige kontoer – al overlevelse har været i gang hos hende for at få livet til at hænge sammen, så formår hun alligevel at gå ud og finde rummet i dansen og i musikken, hvor hun tanker op, og hvor hun får energien til at gå videre og kæmpe med den del. 

Anders: Altså Anabell er et menneske, som mærker enormt meget, hvad der er rundt omkring hende og er meget opmærksom på stemninger og følelser og sådan noget omkring hende. Og det, synes jeg faktisk … i vores samarbejde her, så møder vi ofte mennesker, som har det på den måde. Og det bliver kaldt forskellige ting, altså mennesker der er følsomme eller hypersensitive mennesker eller … det hedder alt muligt. Pointen er, at det er tit nogle mennesker, som kan mærke meget mere end alle os andre, og det er også lidt min fornemmelse med Anabell, at hun … der kommer simpelthen mere ind på hendes frekvenser, end der gør på mine fx

Nana: Da jeg mødte Anabell der tænkte jeg, hun er sådan én, der har brug for at samle sin ro og finde en måde, hvordan kan hun finde ro og styrke, så hun kan give kærlighed videre og ligesom være der for andre.

Interviewer: Fortæl lige lidt om, hvad din mor sagde til sin sang. 

Anabells søn: Hun syntes, den var rigtig god, og hun kunne rigtig godt lide den. Men jeg har desværre ikke hørt den. Men jeg ved, at hun godt kan lide den. 

Gitte: For hende, der deltager, der handler det rigtig meget om åndehullet. Der handler det rigtig meget om at vedkende sig, at man nogen gange svækkes fuldstændigt for energi. At man ikke kan gå videre, uden at man også bringer sig selv derhen, hvor man tillader sig at sige: Nu skal jeg tankes op. Og jeg har haft rigtig mange snakke med den her skønne kvinde om naturen og om heste og om hendes dans. Og da den her sang kom om det at danse sig væk og gå ind i en anden verden og bare blive tanket op og forsvinde og opleve sig i ét med bevægelsen og så ligesom tage runden og komme tilbage og føle en lettelse, så tænkte jeg, at det er rigtigt ramt.

Anabell: Og hvis I ikke har noget imod det, så vil jeg bare fortælle om én ting mere, som jeg gør. Fordi den, synes jeg, er utrolig vigtig.

Anders: Ja, meget gerne.

Anabell: Fordi den, synes jeg, er utrolig vigtig den her … sidste ting, som jeg gør. Altså det ved jeg ikke … jeg gør mange ting, synes jeg selv, ikke? Men det vil jeg faktisk gerne have med. At da jeg var barn, der havde jeg en stor tilknytning til heste. Det var jeg meget glad for. Og det har jeg så gjort on and off i mit voksne liv. Men ikke … hvad skal man sige … ikke sådan stabilt, for det har jeg ikke haft mulighed og tid til at gøre. 

Sang: 

Sidder på ryggen af hesten på vej gennem skoven

Sidder på ryggen af hesten på vej gennem skoven 

Nana: Ja, jeg tror bare, det skal være sådan helt fuldstændigt  …

Anders: Ja. 

Sidder på ryggen af hesten på vej gennem skoven (synger)

Anabell: Men det er en ting, som jeg mærkede, gjorde mig glad og fik mig ind i det der … nuet. 

Nana: Finder ind i nuet, sagde hun også.

Anders: Ja.

Anabell: Det er også det, vi snakker om, når vi snakker om mindfullness, at være i nuet. Altså være helt præcist i nuet. Ikke at være her eller der eller i fremtiden eller i fortiden.

Anders: Alting lige nu (synger)

Så fræk kunne man også være.

Nana: Hvad sagde du?  Alting lige nu?

Anders. Ja. Eller et eller andet lige nu. Som man bare gentager. Eller endnu mere terapeutisk: 

Jeg er her lige nu. Jeg er her lige nu. Her. Lige nu. Når jeg danser. Når tid og sted. Et øjeblik (synger).

Sang: 

Når jeg danser. Trækker jeg endelig vejret frit. 

Jeg åbner min krop ud mod rummet, jeg mærker den styrkes. 

Trækker vejret sammen helt stille. 

Her henter jeg kræfter til at være mig selv, når det gælder.

Jeg folder mig ud. Jeg folder mig ud

Sang: 

Når jeg danser. Glemmer jeg tid og sted. Et øjeblik 

Sang: 

Når jeg danser. Trækker jeg endelig vejret frit

Gitte: Og du bliver også berørt her?

Anabell: Ja. Så du kan se, at det var sandt. 

Gitte: Men det er også en smuk sang. Hvad er det, der særligt … er det det hele eller hvad er det, der særligt rører dig?

Anabell: Det er stemningen.

Gitte: Det er stemningen.

Anabell: Og ordene. Det er det hele. De har ramt plet med stemningen. Fordi jeg … jeg synes, og jeg mærker, at den er healende samtidig. Altså den er … jamen … den rammer plet. Men det er, ligesom om den også giver håb og … den fortæller nøjagtigt det, jeg gør, når jeg skal op … forsøger at komme op igen.

Sang: 

Rundesang, rundesang, Dragon synger den næste sang

Rundesang, rundesang, Dragon synger den næste sang 

Sang: 

For du er chef, og jeg er sherif.

Du er kassér, og jeg er chauffør 

Anders: Vi var også ude at besøge Dragon. Som også er en mand med rigtig meget power og sådan rigtig meget … faktisk rigtig meget grounding, hvis man kan sige det på den måde. Og han fortalte os en masse ting om … hvad kan man sige … alt det, der har forstyrret ham i hans liv, og så kom vi ind på: Hvad er det så … hvad er det så egentlig, der sådan … hvad er holdepunktet for dig? Altså hvad er det … når det hele … når der virkelig er storm på dækket eller hvad skal man sige … hvad er det så … hvad er det så, du griber til? Og der var han sådan meget klar i spyttet, ikke? At han ville gøre alt for sine børn, ikke? Og han havde sin kone, som han syntes, var pisse lækker. Og så havde han sin motorcykel, ikke? Og det var bare sådan helt skarpt for ham, ikke? Det er bare de ting … altså … det er de ting, der holder mig kørende. Og det er jo en gave til os som sangskrivere. 

Dragon: Hvad for en slags musik laver I? Det skal ikke være det der hip hop.

Anders: Nej, det bliver det ikke. 

Dragon: Det er noget gammeldags noget, ikke?

Anders: Ja. Det er sådan lidt mere akustisk. 

Dragon: Ja, ja. 

Anders: Altså Nana spiller kontrabas.

Nana: Ja.

Anders: Og jeg spiller akustisk guitar.

Dragon: Åh, det er dejligt. 

Gitte: Lige meget hvor meget denne her mand kommer i blæsevejr, så står han ligesom et strå, der godt nok engang imellem kan vaje lidt derudaf, men kommer altid tilbage igen. Og det er i kraft af, at han føler sig så stærk i den familie, han har. Og den kærlighed, de har til hinanden. 

Dragon: Men ligesom jeg siger: Hvis du har en god partner, så går du igennem det hele. 

Anders: Ja. Så det er meget vigtigt?

Dragon: Ja, det er meget vigtigt. 

Anders: Så det er vigtigt at have en god partner og … ?

Dragon: Hun valgte det godt. Hun siger til mig at hun kan ikke leve uden mig i to dage. 

Nana: Altså hos Dragon var det eneste sted, hvor vi også mødte børnene, og vi mødte hans kone, så vi fik faktisk her et billede på kærligheden og de historier, som vi ved de andre bare har fået fortalt. Men her fik vi også set det i øjnene. Så den var god nok. 

Anders: Det var den.

Nana: Mine børn. Min bike. Min babe.

Sang: 

Du er chef, og jeg er chauffør 

Nana: Nu kan jeg ikke huske, om det var rigtigt, men den du gjorde først … det der brug af … 

Du er chauffør (synger)

Anders: Du er … du er chef (synger)

Nana: Du er chef … så længe vi har hinanden, kan vi  klare alt. Min bike, min babe, mine børn  (synger)

Dragons datter: Det her går ud på, at vi skal fortælle om vores fars sang. 

Dragons datter: Den var altså rigtig god. Og ja … altså …

Interviewer: Hvad var det nu, den handlede om?

Dragons datter: Om mig … altså os. Hans børn. Om min mor. Og hans motorcykel. 

Interviewer: Ja. 

Dragons datter: Det er også noget, der betyder meget for ham. 

Sang: 

Du er chef, og jeg er sherif 

Du er kassér, og jeg er chauffør. Så længe …  

… vi er sammen, kan vi klare alt. Mine børn, min bike, min babe. Mine børn, min bike, min babe 

Gitte: Ja. Lige nu er vi jo i gang med at forberede os til den store gallakoncert. Og vi har lynende travlt. Vi glæder os helt vildt meget, men det skal også bare være i orden. Om lidt kommer de otte forældre, som har været med til projektet, og som vi har lavet en sang om. De har inviteret nogle gæster selv. Og så kommer der nogen, vi har inviteret – det betyder rådgiverne for dem og nogle fra kommunen, og så selvfølgelig os, der er i Børnehuset også. Det bliver sindssygt spændende at se det, og vi krydser fingre for, at det bliver alletiders aften. Vi vil gøre vores for, at det bliver en fantastisk aften. 

Anders: Godt at se dig.

Michael: Hej igen. 

Anders: Er du klar?

Michael: Nej. 

Gitte: Nu står vi også lige her og venter på, at Lorry kommer. Jeg ved, de er på vej. Og de har været hjemme og besøge Michael, som er én af de deltagende forældre i projektet. Og de har interesse i at se, hvordan det er, vi har arbejdet med det her, og det er selvfølgelig rigtig spændende, fordi én af de tanker, der er med det her projekt, det er også, at det skulle gerne være inspiration til andre. Både andre som mig, som arbejder med familier med børn og samtidig også for andre. Bare i det hele taget for mennesker, som skal finde deres indre kraft, som de skal bruge for dem i deres liv, når livet går dem imod eller de skal finde styrken for at lave den forandring, som de gerne vil lave for at få et endnu bedre liv for dem selv eller for dem selv og deres børn. 

Interviewer: Og hvad er det, musikken kan i forhold til at fortælle de her historier?

Anders: Jamen, musikken kan løfte en historie højere op. Altså … man oplever simpelthen mere, når man hører en historie sammen med musik. Og så har musik det her lidt specielle, at den ligesom får kroppen med på én eller anden måde. Så når man hører en god sang, så nynner man med eller man vipper med foden og sådan noget. Så det er en måde at få bedre fat i folk på, kan man sige. Når man gør det med musik. 

Interviewer: Og hvad håber I, det kan bruges til?

Anders: Vi håber, at man kan føle sig inspireret af at høre de her historier. Altså hvis man har det svært eller man skal igennem nogle ting i sit liv, så kan man altså finde inspiration i de her mennesker lige om lidt. 

Sang: 

Hvis mine ord kan række ud i verden og gribe bare én, så det al smerten værd 

Anders: Jeg tror, at det som … kunsten i det hele taget kan, og også sangskrivningen, det er, at den kan være enormt konkret og enormt universel samtidig. Så vi kan bruge vores sangskriver-faglighed til at fortælle en helt konkret historie om en person, der gør noget helt konkret, og så kan vi samtidig bygge den historie op på en måde, så den antyder nogle store pointer, som vi forhåbentlig alle sammen kan mærke. Og det er den der dobbelthed, som er lidt speciel for kunsten, tror jeg, at man på en eller anden måde kan snakke om noget helt konkret, men alligevel godt sådan være helt oppe på de høje nagler og store pointer samtidig. 

Sang: 

Gå mine børn, verden er stor, husk hvor du kommer fra, husk mine ord 

Nana: I Buens tilfælde har vi, når sangene er blevet skrevet, sendt tekst og musik ud til de medvirkende, så de har kunnet lytte til musikken og læse teksterne og se, om de kunne identificere sig med den stemning og den fortælling, vi har puttet ind. 

Sang: 

Rundesang, rundesang, Michael synger den næste sang

Rundesang, rundesang, Michael synger den næste sang 

Gitte: Inden vi hører din sang, så er jeg jo lige nødt til høre: Hvordan har du det så lige nu?

Michael: Jeg er i hvert fald meget spændt, fordi det er … ja … jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, fordi man har jo gået, siden de var her første gang og tænkt sådan lidt … hvad finder de egentlig på? Så jeg er meget spændt på at høre, hvad det er. 

Sang: 

Jeg er bondefødt, og jeg er opdraget kvajet 

Jeg er blevet vejet og fundet for let, og jeg snakker for meget

Og jeg har været kulsort indeni

Jeg har ingen penge, men jeg føler mig rig 

Anders: Nå ja … det kommer nu … undskyld … 1-2-3

Jeg er bondefødt, og jeg er opdraget kvajet

Jeg er blevet vejet og fundet for let, og jeg snakker for meget

Jeg har været kulsort indeni

Jeg har ingen penge, men jeg føler mig rig 

Nana: C’mon babe. 

Anders: Jeps. 

Interviewer: Uha, det var godt. 

Anders: Det er det der, vi skal. 

Michael: Ha ha… Hvis man lige må sidde et øjeblik et øjeblik, så vil jeg sige, at den rammer fuldstændig klokkeklart. Det er fandeme godt gået. Det er helt vildt. Shit.

Gitte: Og du bliver lidt rørt? Kan jeg se.

Michael: Ja. Ja, puha. 

Gitte: Det er helt okay. 

Michael: Det er sgu vildt. Øh … jeg skal lige sidde et øjeblik og lige tænke over, at det er faktisk ret godt gået, fordi når man sidder og taler bare sådan der i et øjeblik eller et eller andet … og lige fortæller, hvordan det hænger sammen, så synes jeg faktisk, at de har tolket det rigtig, rigtig, rigtig flot. Altså … ja, det synes jeg. Og han har en super fed stemme. Det sagde vi også sidste gang. Det er utroligt, hvad de har fået ud af det, som vi har siddet og snakket om. Altså den der metafor, jeg brugte om båden et par gange, og jeg prøvede at fortælle dem, hvordan det hang sammen, når jeg sejlede videre og var ligeglad med det hele. Og dybt vand og mørket, der har været der, og lyset der kommer frem, og børnene der råber efter dig, og du kan ikke bare give op på alt det der. Så ja, den rammer. Det er lige før, jeg vil sige, at de ikke skal komme mere på, for den er jo super, som den er der. 

Michaels datter: Min far er faktisk den eneste, som spiller med af dem alle sammen på sangen.

Nana: Ej, han skal da med op og spille guitar.

Michael. Ja, det skal han. 

Interviewer: Kan din far godt spille guitar?

Michaels søn: Ja.

Interviewer: Hvad farve er hans guitar?

Michaels søn: Øh … øhhh …

Interviewer: Sort?

Michaels søn: Orange. 

Interviewer: Ja, den er orange.

Michaels søn: Det her er min far. 

Sang: 

Jeg er blevet vejet og fundet for let, og jeg snakker for meget

Jeg har været kulsort indeni 

Jeg har tændt lys i mørket

Så nu kan jeg se

Det er okay, okay nu

Det er okay, okay, nu

Michaels søn: Han synger også med.

Interviewer: Ja, han synger med. Se, han synger med.

Michaels søn: Han er god til det.

Interviewer: Hvad siger du?

Michaels søn: Han er godt til det!

Interviewer: Ja, han er god til det. 

Anders: Giv en hånd til Michael.

Michael: Altså det er meget … jeg er enormt beæret over, at der er nogen, der laver en sang, som er en del af mit liv, ikke? Det ved jeg ikke, det er fascinerende. Det, troede jeg ikke, ville komme nogensinde. 

Gitte: Det er også noget med, at der er et … det kan næsten ikke blive mere tydeligt … at du har prøvet det før, men du formår at finde lys. 

Michael: Ja.

Gitte: Det er jo din styrke. At det kan godt være, du kommer derned, men du …

Michael: Jeg kommer i land alligevel.

Gitte: Du kommer i land alligevel.

Michael: Fordi mit mål var mine børn. Jeg skulle ind til dem jo.  Jeg kunne jo ikke svigte dem ude på dybt vand. 

Gitte: Nej.

Michael: Det er jo fuldstændig sådan …

Gitte: Og det kan du heller ikke fortsat. 

Michael: Nej. Det har du også sagt til mig et par gange. 

Gitte: Ja.

Michael: Det har du sagt til mig, da jeg kom ned og sagde det til dig nede i Børnehuset … altså det snakkede jeg med min søster om så sent som i går … hvor jeg kom ned til dig og sagde: Jeg giver op. Jeg kan kraftedeme ikke mere. På godt dansk. Jeg kan ikke mere. Og hvad siger Gitte? Hun siger til mig: Er du sikker på, du giver op? Jeg siger: Ja, jeg giver op. Er du sikker? Er du helt sikker på, du giver op? Og jeg siger: Ja, jeg giver op, for pokker! Hm, er du sikker på, du giver op? Og så måtte jeg jo så sige nej. Fordi jeg kan jo ikke sige noget til det. Det kan man ikke. Altså… jeg kunne ikke give op, fordi jeg kunne jo godt se, hvad det var endt med, hvis jeg havde sagt: Ok, jeg lukker helt af. Jeg slukker. Ja, hvad så?

Gitte: Men det kan jo godt være en følelse, og det er jo det, der er det fede. Det er jo på en eller anden måde, at det er noget, der sker for dig. Men du kommer igennem.

Michael. Det er noget, der altid vil være der. Og det vil altid være der. Det vil være det samme, jeg kommer til at gå igennem igen og igen og igen, men til gengæld når jeg hører den her igen, så tror jeg da, den vil være med til at give mig det lille boost til at sige: Prøv at hør her. Du har jo været der. Og du erkommet igennem det. Så tager vi den fandengaleme en gang til. 

Michaels datter: Jeg er blevet vejet og fundet for let, og jeg snakker for meget. Jeg har været kulsort indeni. Men jeg har tændt lys i mørket, så nu kan jeg se. Det er okay, okay, nu. 

Interviewer: Passer det godt til din far?

Michaels datter: Ja. 

Interviewer: Ja. 

Michaels datter: Han snakker rigtig meget. 

Interviewer: Men han har det bedre nu, end han har haft, når han ikke har det godt?

Michaels datter: Ja. Meget bedre. 

Nana: Tror du, han bliver stødt over, at vi siger, han snakker for meget?

Anders: Nej, fordi det er noget, han selv har sagt. Altså det er også noget med …

Nana: Det er vores billede på ham.

Anders: Ja … nej, men han har selv …

Nana: Men han snakker jo ikkeformeget.

Anders: Nej, nej, overhovedet ikke. Men han har jo selv siddet og sagt det der med, at … både omkring Børnehuset og nogle af hans venner, at så siger de til ham, at nu … simpelthen …

Nana: Nu skal vi stoppe. 

Anders: Nu skal vi stoppe. Men det er også  noget med … jeg synes også, det er vigtigt, at hvis man møder folk, som er … han er faktisk på mange måder også ret robust, ikke?

Nana: Jo.

Anders: Og det må man også godt se ham for. Altså man behøver heller ikke … det ville også være mærkeligt, hvis vi sad og spillede sådan blødt fingerspil og var meget hjerte-smerte-agtige og sådan noget. Fordi selvom han også har de dybder, er det jo ikke fordi, det sådan generelt er det, der er hans energi. Han er ligesom en fyr med punch og handlekraft og sådan noget der. Derfor kan han også godt tåle det der, tror jeg. 

Nana: Ja. Det er i hvert fald det, han får.

Anders: Ellers må han sige det til os, og så må vi sgu tage den derfra.

Gitte: Vi har jo valgt, at det skulle fejres. At resultatet skulle fejres. De otte sange skulle fejres. Og så kom vi til den store dag d. 17. marts her i år 2017. Der lavede vi gallakoncerten. Ét vidste vi: At det skulle være godt. 

Afdelingschefen for Hillerød, der har Børnehuset som øverste … hun er øverste chef under direktøren. Hun siger noget, og hun snakker om rollemodeller. 

Helle: Jeg tænker, at det mod, som I har lagt for dagen ved at gå i gang med at beskrive den indre kraft, sætte musik til den og på den måde dele den med andre, er et rigtig godt skridt på vejen til at få andre til at tro på, at det her kan gøre en forskel. Det kan gøre en forskel at kigge ind i sig selv, finde ud af hvad det egentlig er, der driver én og dele det med andre. I kommer til at dele det både ved, at det bliver udgivet i en bog – jeres digte kommer på tryk. I kommer til at dele det ved, at der bliver lavet en film omkring den indsats, som I har gjort. Og på den måde så får I andre til at få del i jeres viden og jeres måde at arbejde med det her på. Så jeg tænker, at jeg vil give ordet til De Uendelig Historier og bede dem om at føre os ned ad den vej, som I har betrådt sammen med dem.

Anders: Vi har glædet os helt enormt til i dag. Vi har jo været på rejse gennem Børnehuset Buen, og det er måske det mindste sted sådan kvadratmeter-mæssig, man kan tage på rejse igennem, men det er et meget stort sted på alle mulige andre måder. Og det ved I jo godt, fordi I kender stedet. Vi har oplevet Børnehuset Buen og jer som … med et helt nyt blik, kan man sige, og vi har faktisk … vi har lært en masse om, hvad det er, der er indeni jer, som gør, at I klarer noget af det, som er mega svært. Og det er meget inspirerende for os at høre som mennesker. Man vokser rigtig meget, når man hører jeres historier. Så nu får I dem tilbage i form af sange.

Nana: Michael, vi vil gerne byde dig velkommen til scenen.

Anders: Ja, giv lige Michael en hånd.

Nana: Mens Michael gør sig klar, så vil jeg sige, at vi har skrevet en sang i samarbejde med Michael. Den hedder ”Bondefødt og opdraget kvajet.”

Sang: 

Jeg er bondefødt og opdraget kvajet

Jeg er blevet vejet og fundet for let, og jeg snakker for meget

Jeg har været kulsort indeni

Men jeg har tændt lys i mørket, så nu kan jeg se

Sang: 

For du er chef, og jeg er sherif

Du er kassér, og jeg er chauffør

Sang: 

Når jeg danser

Glemmer jeg tid og sted et øjeblik

Anders: Når man står deroppe og spiller de der sange og dem, som sangene er skrevet ud fra, sidder nede i rummet, og man står deroppe som band og pukler på med at spille de her sange, så er det jo … altså et enormt intenst øjeblik. Det er det virkelig. Og der er også et eller andet meget intimt over at stå og folde folks historie ud. Det er jo tit nogle ting, de har fortalt os under seks øjne, som vi lige pludselig står deroppe og synger for fuld kraft, ikke? Så det er sådan en virkelig intens følelse af at være enormt meget til stede lige nu med de mennesker, vi er i det rum der. Og det er faktisk enormt fedt at stå i det, synes jeg. 

Gitte: Vi har valgt her i denne film at følge tre personer, og dermed er det jo også tre sange, der bliver fremhævet. Men der er jo også fem andre, for det er otte i alt, der har været igennem.

Børn: Vores far er så klog, at han har været med til at skabe en sang om sig selv.

Interviewer: Hvad er det for noget med den der sang? De der sange?

Børn: Det var noget, som betyder noget … det er noget, som betyder noget for deres barndom.

Interviewer: Ja. Og hvem var med i det der projekt med sangene?

Børn: Fx vores far.

Interviewer: Jeres far.

Børn: Og os. Og min storesøster, der er i skole lige nu.

Sang: 

Der hvor jeg kommer fra, er der folk overalt

Man skynder sig, og luften er så tæt, at man bliver kvalt

Men så kom jeg til denne by, og her er der plads mellem folk

Her bliver man grebet, når man falder

Sang: 

Jeg har samlet mine tanker

Jeg har samlet mod

Jeg har lagt en plan

Det skal være nu

Det nu vi kommer væk fra den idiot

Det vil gøre os fri

Det nu vi slipper væk

Sang: 

Du kan ikke sætte mig i bur

Jeg bryder bare ud

Sang: 

Det var børnene, der lærte mig, at jeg skal gøre noget godt for mig selv

Og jeg bliver lykkelig, når jeg hjælper andre uden at bede om noget igen

Sang: 

Tak fordi jeg mødte dig

Tak fordi du krydsede min vej

Anders: Tusind tak for nu. Tak for jeres skønne historier. Tak fordi I bød os indenfor. 

Interviewer: Hvordan havde hun det med sangen?

Barn: Hun havde det fint. Og hun syntes, at de andres var lidt bedre end hendes.

Jerry synes at hans mors var bedre. Men det er jo alle børn, der synes det.

Barn: Da min mor hørte sangen, så blev hun rigtig glad. Fordi hun kunne godt lide sangen, og den handlede om hendes børn. Fordi det er det, der betyder allermest i hendes liv. 

Nana: Når jeg tager ud og besøger folk, som jeg har besøgt folk her fra Buen, så tager jeg jo bare ud som mig. Som menneske. Og jeg tager selvfølgelig også ud som sangskriver og musiker og sanger. Fordi jeg ved, at det er det redskab, jeg kommer med. Det er det, jeg kan byde ind med for at hjælpe andre og for at videregive en historie. Så jeg kommer ikke som psykolog. Jeg kommer ikke som sagsbehandler. Men jeg kommer for at få den her historie, og det, synes jeg, er … det, synes jeg, er helt vildt. Jeg synes, at det er simpelthen så smukt, at jeg får … at der er nogen, som vil åbne deres dør og fortælle det her. Og jeg håber, at det kan være med til at åbne øjnene for dem bag skrivebordet, som jeg ikke kender, og som jeg er sikker på i det danske samfund gør en fantastisk opgave. 

Gitte Gjørup: Det, der gjorde mest indtryk på mig den aften, vi var inviteret til Børnehusets fest, det var den fantastiske stemning, der var, og den glæde og sprudlende oplevelse det var at se familiernes liv eksponeret i sang og digt. Det var meget fantastisk. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kunne blive sådan, som det faktisk blev. 

Interviewer: Var han glad eller blev han ked af det eller hvordan havde han det?

Michaels datter: Han var rigtig glad. Han begyndte faktisk at græde, da vi kom hjem, fordi han var så lykkelig. 

Interviewer: Hvad syntes Dragon om det her?

Dragons datter: Jamen, han syntes, den var fantastisk, og han blev meget glad for den og rørt, fordi der var meget familiekærlighed i den. Det kunne jeg rigtig godt lide. 

Helle: Det, jeg oplevede, det var i hvert fald, at man kunne se på de her familier, at de fik noget at være stolte af. Og man kunne se på deres børn, at de også var stolte af deres forældre. Så på den måde giver det dem et mod. Man kan godt forandre en historie eller ens liv eller man kan godt forandre omgivelsernes syn eller blik på, hvad er vi for en familie. 

Børn: Første sang, de spillede, den har vores far hjulpet rigtig meget med.

Interviewer: Ja. Hvordan synes I, han har klaret det?

Børn: Han har klaret det rigtig godt. Og sangen er også blevet rigtig god. 

Helle: Man kan godt skabe en anden tilværelse end det, som man umiddelbart selv tænker, ved at begynde at fortælle nye historier om sig selv, ikke? Så den historie eller det billede, man kan skabe af sig selv, kan også få én til at vokse. Så jeg sidder sådan lidt og tænker systemisk tænkning rundt omkring. 

Interviewer: Hvad sagde din mor, da vi havde fest, og hun hørte sin sang?

Barn: Det ved jeg ikke.

Interviewer: Kan du huske det? Så hun glad ud? Ja? Var du med til festen? Ja? Du var med. Hvad havde du fået på af tøj?

Barn: Skjorte. 

Interviewer: Ja. Hvid skjorte? Og butterfly eller slips?

Barn: Slips.

Interviewer: Havde du slips og skjorte på? Var hun glad for sin sang? Sagde hun det?

Interviewer: Hvordan var det op til koncerten?

Barn: Uh. Det var godt. 

Interviewer: Hvad sagde din far til det?

Barn: Min far sagde egentlig ikke så meget. Men det var indeni. 

Pædagog: Dong han spørger om Børnehuset laver sådan en CD?

Dong: Ja.

Interviewer: Ja, det gør vi. Vi laver en CD, og så laver vi noget film, så man kan se det. Og så en lille bog på et tidspunkt. Det gør vi.

Dong: Tak.

Interviewer: Var det fint?

Dong: Ja.

Interviewer: Det var godt. Det var dejligt at høre. 

Dong: Ja. Jeg er også lidt ked af det. 

Interviewer: Ja. Det var også rigtig søde sange. Gode sange. Gode historier, I har fortalt. 

Dong: Og tusind tak for Børnehuset.

Interviewer: Jamen, mange tak skal du have. 

Dong: I hjælper rigtig meget. Også familierne.

Interviewer: Ja, for fanden. 

Dragon: Det var sgu dejlige sange. Og det er dejligt at være med.

Anders: Og jeg kan huske, da vi spillede koncerten, der var der også en anden ting, som slog mig undervejs, som vi står der og synger de her ting om folk. Det slog mig lige pludselig, om gad vide, om de ved det her om hinanden? Altså én ting er, at vi ved noget, som vi synger tilbage til dem, og de får måske en oplevelse af, hvordan vi har hørt det, de har sagt til os. Men gad vide om … altså det håber jeg da … at de også får en eller anden oplevelse af: Gud, jeg vidste ikke, at Michael han slås sådan med de ting. Eller hvad det nu kan være, ikke? At der på den måde … det håber jeg da … altså det, tror jeg, vi begge to håber meget, når vi laver sådan et projekt, at det også lever videre, når vi ikke står og spiller det. Altså vi vil gerne have, at det skaber nogle ringe i vandet, som ikke har noget med os at gøre. Så det er jeg meget optaget af. Gad vide … altså hvordan fungerer det mellem de mennesker. Er det noget, de går og snakker om? Får de en bedre forståelse af hinanden? Oplever de, at deres egne historier er mere værd, end de gik og troede?

Nana: Fordi noget af det, vi gerne vil fremhæve i de her sange, er jo, hvad er det, der her gjort, at den enkelte ligesom kan komme videre? Jeg har brug for at sige tak eller det her har hjulpet mig. Og jeg håber, at de andre også, når de hører de sange, så kan forstå, at: Nå, ja, men det her … hov! Det her redskab kan jeg også bruge. Så de kan bruge hinandens sange som en støtte. Og forståelse. Som Anders siger. 

Gitte: Det, jeg jo er interesseret i, det er, om det her er en måde eller metode … har det gjort … er det af betydning? Og er det af betydning, mere end at det var en morderlig hyggelig aften med koncerten eller kunne du forestille dig, at det her kunne være noget, som du kan bruge selv personligt, men er det også noget, du kunne forestille dig … nu har vi snakket meget om det der med rollemodeller … som faktisk kunne bruges af andre? Så det her er også for at samle op, hvis du nu siger noget klogt, Michael. Så har jeg taget kuglepennen frem.

Michael: Så skal du være hurtig. 

Gitte: Så skal jeg være hurtig til at notere.

Michael: Hvis der kommer noget. 

Gitte: Men nu har vi det også på film.

Michael: Det var ikke relevant … altså det var ikke vigtigt for mig, at der blev skrevet en sang. Det var mere vigtigt, at budskabet kom ud. Som du sagde fra starten af, så kan det her måske bruges til noget. Vi kan smide det videre til nogle forældre. Der er nogle andre, der kan se det der. Så jeg tænkte ikke, at det var meget vigtigt for mig, at der blev skrevet en sang lige om mig. Det kunne ligeså godt være om alle andre. 

Gitte: Det at lave det her musikprojekt, kan man kalde det, det er jo ikke bare sådan lige hevet ned, fordi man får en fiks idé. Det er selvfølgelig bygget op på nogle af de værdier og nogle af de metoder og noget af den pædagogik, som Børnehuset ligesom står på i sin dagligdag. Dels er der jo den narrative tilgang. Det at lede efter den gode historie og livshistorie-fortælling. Det med at have et blik for, at det er historien, der danner os. Det så at bruge kunstens kraft har så været at forstærke udtrykket. Det at få … kan man sige … både bevidnet, kan man sige, historien om det kraftfulde menneske, mennesket med på-trods-af-hedens kraft, mennesket der er i stand til forandring og er stærkt, det bliver jo understreget og … kan man sige … fortykket af, at det nu bliver musikken, der også bærer det. Og lyrikken i digtet. I teksten. Som også bærer det. Og samtidig er det jo også det med at blive anerkendt som en vigtig del, også af Børnehusets arbejde, det er viden om, hvor vigtigt det er, at når man taler ud og fortæller sin verden, at man så bliver mødt og anerkendt for det menneske med de gode bestræbelser og de gode tanker, som man har. At man faktisk bliver set på det. Og bliver mødt på det. Og bliver taget til indsigt på det. Og det oplever vi også, at det kan lyrikken her. Det kan sangene. De kan ligesom indkredse og fange historien om det duelige menneske. Og så brede det op på et niveau, som vi nok kun … ja, som vi ikke kommer i nærheden af ved kun at tale om det. Men det kommer bare i en helt anden dimension. 

Sang: 

Tak fordi jeg mødte dig

Tak fordi du krydsede min vej

Tak fordi du bliver derude

Og trykker næsen mod ruden

Hver gang jeg smider dig ud

Du tager de kampe, jeg ikke har kræfter til 

For alt det, og for dig, siger jeg tak

Tak til alle jer, der hjalp

Jer, der var her, da det virkelig gjaldt

Tak for hjælp med mine børn

Tak for alt det, I gør

Inden jeg når at spørge

Tak fordi I gav mig det sidste skub

For alt det, og for jer, siger jeg tak

Det er takket være alle jer

At jeg ved, at jeg er god nok, som jeg er 

Det er derfor, jeg stadig har en drøm

Det er derfor, jeg tør fortælle, hvad jeg drømmer om

Har ikke ordet i min magt

Alt jeg kan sige er tak

Gitte: Man kunne selvfølgelig godt spørge sig selv: Skal sådan et Børnehus lave sådan nogle projekter? Eller man kunne sige: Har det været det hele værd? Altså det, synes jeg, det har været. Det har i hvert fald været værd her i vores hus. Om vi så når ud blandt andre, det ved jeg jo ikke endnu. Det kan jeg af gode grunde, mens jeg sidder her, ikke vide noget om. Men jeg tror på ideen om at møde menneskers kraft. At give dem kraften tilbage. Og gøre dem opmærksom på, at det læger og kan være med til at skabe nogle af de forandringer, som det enkelte menneske gerne vil skabe. Og gerne vil skabe også i forhold til deres børn. Så jeg synes jo, det har været en vigtig vej at prøve af. Så er der alt det der med etikken i det. Men nu er det jo heldigvis sådan, at jeg sidder jo lidt hårdt i stolen her, så hvis jeg nu syntes, at det etiske slet ikke var forsvarligt. At lave den her film. Eller det, der kommer ud af det. Ja, så er der faktisk ikke nogen af jer, der kommer til at se det her. 

Sang: 

Der hvor jeg kommer fra

Er der folk overalt

Man skynder sig, og lufter er så tæt, at man bliver kvalt

Men så kom jeg til denne by, og her er der plads mellem folk

Her bliver man grebet, når man falder

Så gå nu mine børn

Verden er stor

Husk hvor du kommer fra

Husk mine ord

Husk mine ord

Selvom du er stærk

Får du brug for hjælp før eller siden

Og så skal du bruge de sidste kræfter på at takke for den hjælp, du blev givet

For det koster ikke noget

Men det er det eneste, der er noget værd

At bliver grebet, når man falder

Så gå nu mine børn

Verden er stor

Husk hvor du kommer fra

Husk mine ord

Husk mine ord